pil pil pil pil
Husmand Ole Peter Pedersen [108]
(1862-1949)
Hanne (f. Hansen) Pedersen [109]
(1866-1944)
Niels Peter (f. Nielsen) Therkelsen [150]
(1858-1934)
Anna Cathrine (F. Mouritsen) Therkelsen [151]
(1866-1927)
Boelsmand Carl Christian Pedersen [66]
(1889-1980)
Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67]
(1891-1979)

Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8]
(1915-2009)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10]

Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8] 1

  • Født: 27-9-1915, Viskinge by og sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. 1
  • Dåb: 14-11-1915, Viskinge Kirke, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt 1
  • Ægteskab (1): Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10] den 17-5-1947 i Kirke Saaby Kirke, Kirke Saaby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt
  • Død: 15-8-2009, Mørkøv Ældrecenter i en alder af 93 år
  • Begravet: 20-8-2009, Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt

punkttegn   Et andet navn for Erland var Niels Erland Mouritz Pedersen.

Billede

punkttegn  Notater:

Erland er døbt Niels Erland Mourits Pedersen, men i familien og blandt venner blev han kaldt Erland.
Ophørte med sit arbejde på KBH. Lufthavn i oktober 1977 og flyttede til "Nordkær" i Skørpinge på Stevns i November 1977.
Flyttede til Tølløse 1. februar 2006 herefter til Mørkøv Ældrecenter i 2009.

Billede

punkttegn  Begivenheder i hans liv:



1. Konfirmation, 6-10-1929, Aunsø Kirke, Viskinge sogn, Skippinge herred, Holbæk amt. (Den gamle kirke ved godset).

2. -.
Mit hjem i Smakkerup og Svebølle
- og mennesker jeg mødte i barndom og ungdom
bl.a. på meget små og meget store gårde,
samt mors og fars senere liv og bosteder.

Skrevet af Erland i 1985

Når jeg nu i en høj alder skal gøre status over livet, som det har formet sig for mig og reflektere tilbage til barndommen og til det hjem, hvorfra de første påvirkninger kom, så er det ud fra vurderinger og slutninger, som i de seneste år har lejret sig i mit sind og min hukommelse.

Selv om mange passager og oplevelser fra yngre dage kan være glemt eller trængt i baggrunden og mange indtryk filtrerede, så tror jeg, at det helhedsbillede, man er i stand til at fæstne på papiret, stadig er rent, rigt og mangfoldigt og nok endnu mere nuanceret, end det ville have været for år tilbage.

Nu, da både mor og far er tavse vidner, er det som om, det bedre høres, opleves og forstås. Man distraheres ikke af tale. Og det er da min livserfaring, at et stabilt, harmonisk og frodigt fast forankret hjem, hvor livet og tilværelsen for den enkelte som for helheden er centrum i alle forhold, ikke kan vurderes højt nok.

Hvor har jeg ofte i min tilværelse, når jeg stod overfor svære opgaver eller vanskelige afgørelser ønsket, at jeg havde min fars ro og balance, hans tålmodighed og værdighed, hans blide sind og milde bedømmelse af mennesker, som var kommet galt af sted i samfundet. Eller min mors energi til aldrig at give op overfor trængsler og modgang, men sejt og udholdende med al sin kraft gøre sit yderste for at overvinde alle anslag fra omverdenen.

I vort hjem var også af og til modgang, det husker jeg alt for godt. Der var økonomiske vanskeligheder i starten med landbruget i Svebølle, vanskeligheder som vedblev til omkring 1940. Der var uheld med kreaturer og grise, der var høstår, som kun gav 7-8 fold på grund af tørke. Der var vel også problemer i familien, med syv børn gik det hele vel ikke problemfrit, og jeg ved, at på mors søskendeside kunne der under meningsudvekslinger undertiden opstå så dybe kløfter, at der kunne gå år, inden der kunne slås bro over dem igen.

Men den allerdybeste kløft opstod som nævnt i beskrivelsen af mine forældre og min ældste bror, netop mellem disse. Den blev ikke nogensinde glattet ud, der blev ikke slået bro, aldrig. Forstå det, hvem der kan. For mig forblev det en gåde.

Jeg nævner dette her i begyndelsen, fordi et tilbageblik og en beskrivelse af mit hjem i forskellige tidsperioder nok i for høj grad vil fæstne sig ved alt det lyse, det festlige og glade. Normale mennesker har det heldigvis sådan, at det sure slid, det barske vejr, de trange tider og de tunge og sørgelige øjeblikke glemmes med årene. Jeg vil prøve på, efter bedste evne, at give et sandt billede af ånden og forholdene i mit barndomshjem - og jeg håber, at jeg ikke forfalder til virkelighedsflugt.

Jeg har oplevet, at fire yngre søskende kom til verden. Selv om jeg naturligvis ikke var vidne til disse fødsler, var de nyfødte ikke mange timer gamle, før jeg fik dem at se. De var velkomne i hjemmet, i hvert fald hos de voksne. Der var højtid, når sådan en begivenhed var forløbet godt. Højtiden kunne vi børn godt tage del i, hvorimod det nok var så som så med velkomstønskerne til den lille nye. Det betød flere pligter, idet den lille jo skulle passes op en stor del af døgnet. Dette måtte vi i nogen grad hjælpe til med.

Der blev også rokeret med os og vore sovesteder, det skabte ravage, når der skete en sådan familieforøgelse. Efterhånden som der blev flere, sov et par stykker i stuen. Ja, i stuen, for i huset i Smakkerup havde vi kun én stue foruden soveværelset, og den var ikke stor.

Min barndom falder i to afsnit, den tid vi boede ved Smakkerup skole og tiden i Svebølle. Min tid i Viskinge, hvor jeg blev født, har jeg kun nogle meget dunkle minder fra, idet jeg var to et halvt år gammel, da vi flyttede.

Selv om vi kun boede i otte år i det lille hus ved skolen, forekommer det mig som et meget langt åremål. Her begyndte min skolegang, her fandt jeg nye kontakter, og her åbnede en ny verden sig for mig.

I de otte år var far beskæftiget som ekstraarbejder på jernbanen, ved kolonnen, som han sagde. Dengang var der altid flere mand på linien, som efterså og reparerede sporarealerne. Distriktet gik fra omkring jernbanehuset ved overskæringen på vejen fra hovedlandevejen til Viskingegården og til et sted i nærheden af Aunsøgård. Jeg husker, at far omtalte både baneformand, banenæstformand, baneingeniør, distriktingeniør og overingeniør samt naturligvis mange kolleger, som han kom i kontakt med under arbejdet. Jo, der var masser af mandskab dengang, der var stil over jernbanen. Alle bomme over vejoverskæringerne betjentes manuelt. Der boede ledvogterfolk i alle de små huse. Når manden var på arbejde, som regel på banen, passede konen bommene.

Når der blev skiftet sveller ud på banelegemet, kunne folkene, der stod for udskiftningsarbejdet, købe et læs gamle sveller. Det var fyrretræ dengang, vistnok i de fleste tilfælde fra Polen eller Pommern, og de var imprægnerede. Jeg var glad for at hjælpe far med at trække i saven, når de hjemme i loen blev skåret ud til kakkelovnsbrænde. Jeg kan endnu fornemme den krydrede lugt af gammelt fyrretræ og imprægneringsvæske og velsagtens harpiks, når saven gik gennem træet og afgav lidt varme til materialet. Det var udmærket brændsel, kun var det hårdt ved saven, idet der, efter 30 - 40 år på banelegemet, kunne være grus og småsten inde i træet.

Brændslet i øvrigt kunne bestå af lidt tørv, kvas, som kunne hentes i lange baner i skoven for en krone pr. læs, og ellers bøgebrænde fra samme skov. Dette skulle saves og flækkes og stables til tørre. Alt dette hjalp vi med til, så snart vi kunne, vel i 10 års alderen. Lidt senere kom briketterne til, og under krigen var tørv det overvejende brændsel suppleret med kvas og affaldstræ fra savværket.

I haven og lidt udenfor dyrkede vi kartofler og en del grøntsager. I mange år havde vi et lille stykke lejet jord, en trekant lige ved Smakkerup skole, som tilhørte Hørve-Værslev-banen. Vi kaldte den toften eller "tovten".

Mor havde vel sådan set fuldt at gøre med at holde hus og hjem og flere børn, lave mad, vaske o.s.v., men hun syede også en masse tøj til os, hovedsageligt af gammelt tøj, der blev syet om, men ind imellem også af nyt. Jeg ser hende endnu for mig siddende ved symaskinen nynnende eller syngende strofer af sange eller måske viser fra hendes helt unge dage. Hun lappede også vort tøj, strikkede en del, ja, endog hæklede eller broderede. Det lappede tøj gik vi dog kun med derhjemme, når vi var i skole, havde vi aldrig lappet tøj på, så måtte vi skifte, når vi kom hjem. Vi havde også skiftetøj med i skolen. Vi gik til skolen i træsko, det gjorde alle børn dengang. Så havde man "kludesko" med; det var tøjtøfler, som var lavet af gamle klude, både bund og overlæder. Mange lavede dem selv i hjemmene. Når man købte dem, var de smurt i beg i kanterne, for at de ikke så let skulle skilles ad. Der kunne også være gummi under sålerne, det var som regel af gamle cykeldæk, hvor man så kunne læse gamle firmanavne som "Jyden" eller "Schønning og Arve".

Også mens vi boede i det lille hus ved skolen, havde vi altid dyr. Vi havde som regel et halvt hundrede høns, et par geder, om sommeren et kuld ænder og undertiden gæs. Kyllinger opdrættede mor selv ved at bytte æggene hos naboerne for at undgå indavl. Gæs og ænder blev som regel solgt alle, men vi fik ofte høns i form af suppe eller steg, - og sommeren igennem fik vi kyllingesteg mange gange. Æggene fra hønsene aftog købmanden, som kom med varer en gang om ugen. Der blev modregnet i varer.

Vi børn fik tidligt et nært forhold til dyr, idet vi måtte hjælpe til ved pasningen. Ofte måtte vi have et par geder med hen på baneskråningen, hvor de stod tøjrede, inden vi gik i skole. Vi lærte også at malke dem, de havde sådan nogle sært bløde patter, det var som om, der var en smule luft i dem.

En fedegris havde vi også gerne, den var rar at få i sulekarret inden jul. Selv en so havde far engang anskaffet, den fik grise, der blev solgt. Jeg husker, at vi kaldte soen for Maren Sofie. Det var en festdag, når fedegrisen skulle slagtes. Selv om vi holdt os på behørig afstand, når slagteren satte kniven i halsen, pirrede det os alligevel, så vi kom nærmere, når grisen var død. Nok havde vi gået og kælet med denne gris i et halvt års tid, set den vokse og været med at fodre og passe den, men mor og far havde hele tiden holdt os for øje, at når tiden var inde, skulle grisen slagtes og lægges i sulekarret, og vi skulle have pølser og flæsk af den. Sådan gik det jo hvert år, så det var vi vænnede til; men jeg kunne nu godt den første tid savne grisen, når jeg så den tomme sti.

Vi fik altid god mad i vort hjem. Nok kunne der være smalle perioder, hvor den stod lidt meget på grød og vælling, men ellers fik vi sund, nærende og varieret kost. Til pålæg kunne mor altid trylle noget frem fra gris eller fjerkræ. Senere, da det gjaldt madpakker, når vi skulle på arbejde, blev der undertiden købt både pølse, leverpostej og hakket kød til frikadeller. Men den røgede skinke og pølse fra grisen står endnu for mig som indbegrebet af mundgodt.

I flere år gjorde mor rent på skolen, hvortil hun kunne gå på få minutter. Sommetider var vi med hende, men som regel var der mindre søskende at passe derhjemme, mens hun var på skolen.

Der var på skolen kun et klasseværelse og en gang, hvor vi hængte tøj og stillede fodtøj. Udenfor i en udbygning var der to gammeldags lokummer, èt for pigerne og èt for drengene. Skulle vi vaske hænder, var det under posten i gården, hvor der også hang et gammelt blikkrus, som vi kunne benytte, hvis vi var tørstige.

I mange år fik vi varm mad til aften derhjemme. Det almindeligste på landet er ellers, at man spiser varm mad midt på dagen, men far var jo på arbejde, og nogen var i skole, så det var mest praktisk, at mor lavede den varme mad til aften. Vi fik meget meget søbemad, ikke blot grød og vælling, men også suppe, grønkålssuppe og gule ærter, stuvet hvidkål og brunkål. Sulet, som var saltet og skulle vandes ud, lå jo i sulekarret. Vi fik også meget stegt flæsk og kartofler, far elskede det salte flæsk, som jo var særlig tykt og med kødstriber, da grisene gerne vejede omkring 300 pund, når de blev slagtet.

Ikke sjældent fik vi fisk, der kom af og til en fiskemand kørende, og mor købte gerne sild eller fladfisk af ham. Fisk var dengang noget af det billigste mad, man kunne købe. Frikadeller var dog nok vor livret, jeg ved ikke hvorfor, men min mors frikadeller står endnu for mig som noget helt specielt. Det kunne også ske, at vi fik spegesild og løgsovs eller kartoffelmos, da blev vi så dejlig tørstige bagefter.

Far købte gerne et anker øl af ølvognen fra Kalundborg Bryggeri, som kom en gang imellem. Dengang kørte bryggerkuskene med heste, og ankrene hang uden på vognen og dinglede. Der var pres på sådan et anker, der havde hængt der en varm sommerdag, men det var en fest, når det blev "slået an", og vi fik lov til at smage de første tapninger. Blev det gemt for længe, kunne det gå hen og blive surt. Så smagte det hæsligt, men når det var nyt, var det sødt og velsmagende. Til grødretter fik vi næsten altid mørkt hvidtøl.

Mælk købte vi hos naboerne, som havde køer, enten hos Hans Danielsen, Laurits Andersen eller Niels Peder Nielsen. I "den gule gård", det er den, der vistnok hedder "Dyndagergård", og som ligger på Viskinge Mark. Dengang drak man også en del skummetmælk, som var varm, når den kom fra mejeriet. Sødmælken fik man direkte "fra stalddør", som det hed, når den var nymalket. Men vore geders mælk drak vi også, den var meget fed og var fortrinlig til fløde og til at komme på rabarbergrød og anden frugtgrød, som vi ofte fik i sommertiden.

Far havde lejet et langt stykke baneskråning af Hørve-Værslev banen, vel 5-600 meter på begge sider. På denne strækning var skråningerne meget høje, vel 6-7 meter. Her tøjredes gederne forneden om sommeren, de måtte jo ikke træde skråningerne ned. Resten blev slået med le og opbevaret som hø til vinterfoder til gederne.

Som nævnt var vi vant til fra små at omgås dyr. Vore forældre lærte os meget om, hvordan dyr skal passes og behandles, og det kom os til gode senere hen, ja, man glemmer det faktisk aldrig. I vore dages industrialiserede landbrug synes man nok, at det nære forhold mellem dyr og mennesker i et landbrug er kørt ud på et sidespor.

Kammerater.

Da vi boede i Smakkerup, havde vi kun ca. 300 meter til skolen. Det var en behagelighed. Der var kun to klasser i landsbyskolen, men hver klasse var så delt op i to hold således, at der faktisk var fire klasser. Da der kun var én lærer kunne det kun blive til skolegang hver anden dag. Det blev praktiseret på den måde, at "de store" gik i skole fire dage om ugen i vintertiden, mens "de små" så måtte nøjes med skolegang to dage om ugen i dette tidsrum. Om sommeren, hvor de fleste hjem skulle have lidt større gavn af de større børn, var rollerne så byttet om.

Vore legekammerater skulle hovedsagelig søges blandt vore skolekammerater, men der, hvor vi legede bedst var ovre hos vore naboer, Carl Christiansens, som havde fire-fem børn på vor alder, desuden fire-fem stykker til. Vor fætter Carl [490] fra Ærtebjerg måtte også holde for en gang imellem, ligesom jævnaldrende fra Smakkerup af og til besøgte os. Jeg husker, vi løb helt til Eskebjerg en fastelavns mandag sammen med Svend Olsson fra Kaldred. Vi sang lidt på vejen for folk og fik 2, 5 eller 10 øre hvert sted. Vi havde omkring to kroner hver, da vi kom hjem - mange penge dengang. Min hjemmelavede maske gik til undervejs, men jeg fortsatte til vejs ende uden. Denne Svend holdt jeg meget af, men så ham desværre aldrig siden. Under krigen læste jeg, at han var faldet på Østfronten, og i mange år troede jeg, at han havde været i tysk tjeneste, hvad han vel også var, men det har været i regiment "Nordland", som kæmpede for Finlands sag - ærlige Svend.

Når vi kom til mormor og morfar ved Skoven i Snevris, var der kammerater nok.Der var børn i både det "nederste" og det "midterste" hus, husene er helt væk i dag. Nogle af disse børn gik vi i skole sammen med. Det samme var tilfældet med børnene fra Cornelius Wad, som boede i Birkendegårds hus, der lå lige på den anden side af gærdet i Værslev sogn.

Disse børn legede vi altid med, de var vore gode venner. Margit, Eli, Ingrid, Karl Georg m. fl. Eli var jeg senere sammen med på Birkendegård. Både han og Margit er døde i dag (marts 1985).

Da vi i 1926 flyttede til Svebølle, sagde vi stort set farvel til vore forbindelser ved Smakkerup. Vi var blevet så store, at vi ikke helt på samme måde fik knyttet nye venskaber der, og selv om jeg kom tilbage til Smakkerup skole allerede året efter, idet jeg som bekendt kom til at bo hos min faster Betty [360] og Laurits Andersen, hvor hun var husbestyrerinde, blev det ikke på samme vis, at alt igen var ved det gamle. Nu havde jeg fået pligter. Så snart skolegangen var forbi, var man i gang med et eller andet arbejde.

Jeg begyndte min skolegang i Smakkerup til april 1922. Dengang var Jensigne og Ole Madsen lærerpar der. De var fra Samsø, og han var en bror til Harald Madsen på "Pilegården" i Viskinge.. De havde to børn, Elna og Ole. Dem kendte jeg allerede inden, jeg kom i skole og havde leget en del med Ole. De rejste, da jeg havde gået i skole et halvt års tid, idet han blev lærer ved Vestbirk Efterskole i nærheden af Horsens. Jeg så dem aldrig siden.

De af mine kammerater, som jeg følte mig nærmest knyttet til var, foruden Karl Kristiansens Jens og Hans og Cornelius Wads børn samt min fætter Carl, Folmer fra Smakkerup, Søren Peder Jensens yngste, "Sømandens" Laurits, Harald fra Niels Peder Christiansens, ham var jeg sammen med på Birkendegård i 1935 og 36, søskendeparret Hansigne og Søren Peder, hvis mor var husbestyrerinde hos Jørgen Olsen i Smakkerup, Kaj fra Carl Jensen, som arbejdede på "Lerchesminde", Folmer fra ledvogterhuset i Skovbakkerne, Frederik fra August Carlsens og flere andre, som knap var så faste forbindelser.

Vi havde en dejlig tryg og lys barndom, kendte aldeles ikke til overflod, men manglede aldrig det nødvendigste. Alle vore legekammerater var vore ligestillede. Ingen af dem var fra hjem, der kunne tillade sig at rutte med pengene; nogle havde lidt mere, men andre havde mindre. For os var der ingen forskel. Nutidens børn ville nok føle tilværelsen fattig, hvis datidens forhold pludselig blev overført til nutiden, men sådan følte vi det altså ikke. Der var trods alt fremgang at spore her og der. Når vore forældre fortalte om deres barndom, følte vi os nærmest rige. Dengang lyttede børn med interesse til, hvad forældrene fortalte; det er nok lidt anderledes i dag.

I 1924-25 blev de høje radiomaster rejst i Kalundborg, det var en sensation. Omkring den tid, var der flere på egnen, der fik små krystalapparater med hovedtelefoner, som, skønt de var yderst primitive, kunne modtage fra Kalundborg-senderen på grund af dennes nærhed. Første gang, jeg hørte en radioudsendelse, var hos Laurits Andersen i sommeren 1927, men et par år senere byggede jeg selv, sammen med min fætter Carl [490], en meget simpel krystalmodtager på en cigarkasse. Hjemme fik vi først radio omkring 1941, men både hos farfars og morfars havde de radio omkring 1930. Morfar [150], som døde i 1934, havde således hørt radio tre-fire år, inden han døde. De fleste familier fik radio først i trediverne.

Det var en svir at komme en tur til "Skoven", som vi altid sagde, når vi skulle besøge mormor [151], morfar [150] og morbror Christian [173] i Snevris Skov. Det hændte nemlig ofte, og især om søndagen, at vi fik lov til at løbe, senere cykle, en tur derud. Der har vi leget i skoven mange gange. Der var altid andre børn med, der var Cornelius´s børn, dem fra de nærliggende huse og undertiden i ferier Mouritz [338] og Helga [337] fra København. Der var også gerne en del unge fra Smakkerup eller Asminderup.. Her havde vi sjov, vi legede, og vi gemte os i skovens mange skjulesteder. Vi kendte dengang skoven ud og ind, men den har forandret sig nu. Der er nye træer.

Men hverdagen gik ikke altid med leg. Dels havde vi lektier, som skulle passes, dels var der de mindre søskende, som lagde beslag på os, og endelig begyndte vi, i hvert fald vi to-tre ældste, tidligt at tjene penge ved at arbejde for andre. Som tiårige var vi altid med hos naboerne, men især hos Hans Danielsen, når der skulle luges roer eller tages roer op, hele høsten var vi med i. Desuden når der skulle køres hø, tjenes tækkemand eller laves andet arbejde, som krævede, at man var mere end én. Fra jeg kom hos Betty [360] og Lauritz i sommeren 1927, altså 11 år gammel, har jeg haft fast arbejde for andre, og sommeren før havde jeg luget så godt som alle roerne selv på vor nye ejendom i Svebølle, idet far var beskæftiget ved byggeriet af vor nye bedrift, og vor ældste bror Therkel [68] var fast engageret hos Hans Danielsen. Men allerede i sommeren 1925 Har jeg selv været med hos Hans Danielsen i roer og høst.

Da jeg derfor kom hos Betty [360] og Lauritz som 11-årig, kunne jeg undertiden føle det som en befrielse. Her var man fri, når det var fyraften, og søndagene var ikke så arbejdsfyldte. Til gengæld var der en konflikt mellem barnet i os og forholdet til og omgangen med de voksne. Vi legede ikke mere. Man var blevet en lille voksen.

Skolen, læreren og skolekammeraterne der havde vi et tæt og godt forhold til, velsagtens fordi vi godt kunne lide at gå i skole og holdt af læreren, vel også fordi vi var nabo med skolen og altid skulle forbi den, så snart vi skulle nogen steder.

Jeg kan stadig ikke lade være med at beundre disse landsbylærere, som kunne få noget ind i hovedet på en så blandet flok på forskellige alderstrin, hvor det ene hold havde historie, mens det andet skrev af efter en bog, alt i samme klasseværelse og overvåget og inspiceret af den samme lærer. Den lærer, der har betydet mest for mig, hed Thorvald Clausen. Han var lærersøn fra Røsnæs og havde nogle år været i Argentina, hvor han havde arbejdet ved noget af alt muligt, men hovedsagelig ved landbruget. Herfra havde han et par hundrede billeder - noget usædvanligt dengang, - som han viste os og fortalte samtidig om forholdene i det fjerne land, så vi synes, vi selv havde været derovre. Det var naturligvis lysbilleder, og dem viste han også i Viskinge, Svebølle og Værslev forsamlingshuse for foreninger.. Vi var et par drenge, der sommetider hjalp ham med fremvisningen, mens han fortalte. Det var Folmer fra Smakkerup og mig. Det var store øjeblikke.

På væggene i klasseværelset i den gamle skole, den der brændte i 1927, hang der billeder af danske berømtheder, der var konger og videnskabsmænd, digtere og forfattere m.fl., men der var også enkelte mytologiske og historiske gengivelser. Jeg synes stadig, at ideen var god. Hos mig har indtrykkene brændt sig så fast, at jeg i dag helt nøjagtigt ved, hvordan Odin og Tor så ud, hvordan Dannebrog dalede ned fra himlen i Estland, og hvordan venderne i Arkona forsøgte at slukke branden med mælk. Mange år senere genkendte jeg i Saxos Krønike Louis Moes billeder.

Jeg for mit vedkommende elskede at gå i skole men det var nok ikke alle, der havde det sådan. Vi sad dengang i nummerorden efter præstationer, en helt forfejlet pædagogisk skik, og det var altid de samme, der år efter år måtte sidde på den nederste bænk og slås med de svære opgaver. De kunne ikke læse, de kunne ikke regne. Som følge der af kunne de heller ikke følge med i de øvrige fag. Sjældent blev de overhørt, de sinkede "holdet" og ret megen tid til specielt at tage sig af dem har læreren næppe haft. Årsagen har vel i de fleste tilfælde været ordblindhed, men der gik flere år, inden dette problem blev taget alvorligt, og skolerne indrettedes til at hjælpe også her.

Da vi i 1926 flyttede til Svebølle, kom Robert [69] og jeg i Viskinge skole, men her knyttedes vi ikke rigtig til nye kammerater; jeg for mit vedkommende i hvert fald ikke. Det er nok gået lidt bedre med Robert [69]. Han var mere åben og modtagelig for det nye, jeg derimod savnede min gamle skole, og hvad dertil hørte. Robert [69] er nok også den af alle, jeg har leget bedst med.

I de år, hvor jeg var hos Hans Daniel eller hos Lauritz Andersen, hvor jeg altså var enekarl, blev der ikke etableret mange nye forbindelser. Anderledes da jeg kom på Birkendegård, hvor der var mange andre unge mennesker dengang. Det kunne ikke undgås, at man følte sig stærkere tiltrukket af nogle end af andre. Blandt mine bedste kammerater på gården der, var Ejner Nielsen, han blev senere gift med vor farbror Ejners kones søster, og boede mange år på "Ranje" ved Hjortsøs Plantage, hvor han arbejdede. Desuden var der Thorvald, som blev gift med Røgmandens datter fra Gl. Svebølle. Han var en gæv gut med stof i, stille og rolig. Ham satte jeg megen pris på, men han døde vist allerede i halvtredserne. Johannes Christensen, "Fisker Johannes", fra Værslev var en glad gut. Det samme var min gamle skolekammerat Harald fra Smakkerup. Smeden Valdemar Lassen var jeg meget sammen med, før han blev gift. Han var jyde, men stod mig nær. Det samme gjorde Hans, Chr. Jørgensens Hans fra Smakkerup. Jeg fik også et specielt forhold til husmændene Emil, Valdemar, Ejner Larsen, der senere blev møller i Viskinge og Cornelius, som vi havde kendt fra børn, samt røgteren Niels Frederik, der blev stanget af en tyr og var syg et helt år. Kun ved hjælp fra gården og godsejeren i form af gratis bolig og brændsel og vel også lidt kontanter kunne familien, som havde tre-fire skolesøgende børn, overleve.

Et helt specielt forhold havde jeg også til chaufføren Carl Gustav, der senere i mange år var vognmand i Viskinge, men jeg kom også nær på forkarlen Carl Moustgaard, der senere blev underforvalter og forvalter, som jeg besøgte nogle gange efter, at han var blevet gift og flyttet fra gården. Jeg sendte altid ham og hans kone en hilsen til jul, og det varede ved. Først havde de en ejendom i Stigs Bjergby, men omkring 1940 købte de en gård i Starreklinte, "Vellerbjerggård". De har besøgt os her på Stevns i 1983, og vi har også besøgt dem.

Ja, hvor har man truffet mange djærve og brave mennesker, Jævne mennesker, som, hvad enten de var røgtere eller skovløbere, kunne være i besiddelse af en livsvisdom og kunne røbe kvaliteter, der måtte undre. Ofte havde de en livsfilosofi, man ellers ikke turde tillægge dem, de var rene og ubesmittede i sindet, selvom deres tilværelse ikke havde kendt til blødsødenhed.

På "Egemarke" mødte jeg stort set det samme klientel, som jeg havde forladt på Birkendegård. Frejdige unge mennesker og stoute ældre husmænd og arbejdere. Mange af husmændene, som gerne havde flere børn og boede i små huse, havde det rent og nydeligt i de små rum, men der var da også hjem, hvor hygiejnen kunne lade noget tilbage at ønske. Jeg husker familien Zarp fra Føllenslev, Johannes Olsen fra samme plads, gamle Chr. Jensen og mølleren, som jeg ikke erindrer havde andet navn. Der var Mathiasen med de mange børn. Han passede el-værket og havde alle børnene med, når der blev luget roer eller taget roer op. Julius boede i kasernen ved landevejen ved Starreklinte, og Martin boede på vejen mod Føllenslev. (Red.: Erland omtaler undertiden byen som Følleslev). Axel Jakobsen boede i Føllenslev, han var en bror til Joachim, som jeg kendte fra Birkendegård. Axels kone traf jeg som gammel kone, da hun boede på "Ellebo" sammen med min mor og far. Lars Peder var traktorfører og boede i et hus ved gården ved siden af fodermesteren. Grisepasseren hed blot Peder Svinemand.

De unge mennesker, som boede på gården, og som jeg arbejdede sammen med hver dag var: Gunnar Rolsted, træskomagersøn fra Kvandløse, Helmer og Christian, brødre og sønner af en husmand, som hed Frands, Albert, som stammede fra Føllenslev, Jørgen Jeppesen, som jeg senere i 1940 var sammen med på Saltofte, og som blev gift med enken fra Faurbo Brugsforening, Frederik Nielsen - kaldet Fung-Frederik, Jakob, som var fra egnen og en del flere. I stalden var flere mand og ca. 10 koner, som malkede. De unge, som boede på gården hed Vagn, Folmer og Verner. En af smedens sønner fra Svebølle, Lindmann, var smed på gården.

Men den som jeg hurtigst og stærkest knyttede mig til, og som jeg var ven med, til han døde, var fra Samsø og hed Søren Mahler. Vi besøgte hinanden flere gange, mens vi var unge, og jeg var på Samsø et par gange, ligesom han var i Jylland, da jeg var der. Han besøgte os også på lufthavnen, og da han blev gift omkring 1952 med Gertrud, besøgte de os sammen. Vi var også på Samsø med børnene nogle gange. Han blev syg omkring 1964 og lå på sygehuset i Holbæk og på Rigshospitalet, hvor vi begge steder besøgte ham. Han døde i december 1978. Han var en god ven og en brav kammerat.

Jeg holdt også forbindelsen med Viggo Larsen og Anna, men efterhånden ebbede den ud.

Måske er det ligesom et sidespring her i beretningen om mit hjem at skildre alle disse mennesker, som jeg var omgivet af igennem årene, men jeg synes dog, at det hører med til historien, idet far og mor altid var interesserede i, hvem vi kom sammen med, og hvad der foregik der, hvor vi arbejdede.
Mens jeg var på Egemarke, kom jeg på Kalundborg Sygehus i omkring tre måneder og kom ikke tilbage mere, idet mit ophold på sygehuset varede fra omkring 1. februar til omkring maj. Det var noget iskias i knæ og hofter.

I de tre måneder, jeg opholdt mig der, stiftede jeg bekendtskab med flere mennesker, men blandt patienterne vil jeg nævne Jönsson, som var kommet til skade på Svovlsyrefabriken. Ham besøgte jeg et par gange senere. Han boede på vejen mellem Tømmerup og "Lyngen". Kröier var også kommet til skade på Svovlsyrefabriken, en ganske ung mand, som var blevet ilde tilredt ved en nedstyrtning fra stor højde. Han kom sig, men fik mén af det alle dage.

Efter sygehusopholdet kom jeg på Birkendegård igen, indtil jeg i oktober skulle aftjene min værnepligt. Da var det, at jeg blev afløst af Søren Mahler fra Samsø.

På "Flakfortet", hvor jeg kun opholdt mig i to måneder, stiftede jeg kun periferiske bekendtskaber. Nævnes skal dog 36 Johannes Kristensen fra Hammel, som jeg en tid korresponderede med, men som jeg desværre mistede forbindelsen til. Der var også 42, den københavnske tjener, som jeg var sammen med hos hans familie, da vi kom for sent til båden og ikke havde nogen steder at sove. Endelig var der en hel række officerer og befalingsmænd, som jeg tydeligt erindrer.

Fra "Flakfortet" blev jeg først i december 1936 udslukket, som det hed, til Borgsted Batteri på Vestmøn, hvor jeg var alene mand sammen med fortmesteren og dennes familie. Her var ikke lejlighed til at knytte venskaber, jeg tænkte nok mest på at blive færdig med tjenesten og komme hjem igen og tjene lidt penge.

Da jeg sidst var ved Borgsted Batteri, som turist sammen med Søren [11] og hans kone Kirsten [12], det var i efteråret 1981, så jeg, at vejen foran bygningerne nu hed Marie Grubbes Vej. Det skal nok være her hendes mand Søren anløb med sin pram, når han havde krydset Grønsund med en passager fra Falster.

Inden hjemsendelsen fra tjenesten var jeg nogle uger på sygehuset i Stege med skarlagensfeber.

Efter at være kommet hjem igen fik jeg plads på Dragsholm, hvor jeg var til november 1937. Fra den tid har jeg ikke mere nogen bekendte.

Vinteren 1937-38 opholdt jeg mig dels hjemme og dels på Svebøllegavn. Boesen og hans kone her havde seks piger, som alle var lyse. Desværre døde deres mor, da de mindste var 6-7 år. Jeg erindrer, at der i den tid, jeg havde nogen forbindelse med Svebøllegavn, var i alt fire forvaltere. Christoffer Christensen kom senere til at køre hos Johs. Rasmussen i Svebølle, hvorefter han fik en taxiforretning i byen. Andersen var jyde, var gift og boede på gården, men rejste senere til Mindelstrupgård ved Århus. Jensen var også gift. Det samme gjaldt Nielsen, som jeg kendte fra første gang, jeg var der, hvor han da var forkarl. Disse fire unge landmænd var alle meget dygtige og energiske, de kunne deres kram. Dertil var de retlinede og havde usædvanlige evner som arbejdsledere med flair for samarbejde. De skånede ikke sig selv, når der skulle tages fat. Meget fine repræsentanter for datidens unge landmænd. Vemodigt at tænke på, at de i dag nok ville være ganske overflødige med al deres kunnen og villen og deres stræben.

Så rejste jeg til Jylland, hvor jeg var i to år på Ørumgård ved Daugaard.

Jeg vil her nævne baronen først, skønt han ikke var min kammerat, der var en gabende afgrund imellem os. Han var en ener en original. Han var en Wedell-Wedellsborg (Henrik), en rigtig aristokrat af sind og skind. Høj var han, kraftig, men slank, ret som et lys og en bringe som en hingst, skaldet med et lille koket overskæg, et blik som en feltherre og en røst som en berider. Han var en rigtig flot mand af alderen, han var 66 år, da jeg kom i 1938. Han var enkemand. Havde været gift med en Danneskjold-Samsøe fra Brattingsborg på Samsø. Han må have været ensom, gav sig ikke af med nogen, ingen selskabelighed, højst lidt jagt i efterårstiden. Han kunne være kolerisk, næsten grov overfor medarbejdere. Selv forvalteren yndede han at ydmyge, selv i andres påhør. Den side af ham brød jeg mig ikke om, selv om han mærkelig nok aldrig sjoflede mig. Han gik i detaljer, ja petitesser, var en pedant i alt. Det kunne virke irriterende. Og så var han, som nævnt, aristokrat, så hen over hovedet på alt folket, også forretningsforbindelser. Han havde i sine unge dage været i Australien nogle år, det kunne han nævne, når han gik ved siden af en plovmand i pløjemarken. Men han var et mandfolk, der havde prøvet meget, var ikke "pivet". Hele sommeren gik han med nøgen overkrop, var brun som en bønne, og han tilrådede alle de unge mennesker at gå på samme måde, hvilket så som regel skete. Han havde helt egne regler for livsførelse, lod hånt om forhold, som var almindelige blandt de fleste mennesker. Betalte ikke folk efter, hvad andre normalt gjorde, og han holdt sig på lang afstand af de i landet gældende aftaler om ferie, arbejdstid og priser i øvrigt. Allerede i den tid - 1938-40 - var han en type for sig selv, en type som ikke mere eksisterer. Selv følte han nok, at han var adelsmand og i kraft deraf hævet et godt stykke over alt folket. Da han døde, var en epoke endelig slut.

Jeg var sammen med to forvaltere dér. Claus Hansen fra Thurø, søn af Thurø-maleren Niels Hansen, var den første. Fin mand helt igennem, men ikke robust nok til samarbejdet med baronen. De skiltes i september 1938. Derpå kom fra Møn Ejgil Dybbøl Nielsen, som var mere barsk, men alligevel et rart menneske. Ham besøgte jeg omkring julen 1941 på Ørumgård og igen i sommeren 1943 på Fænøgård i Lillebælt. Siden så jeg ham ikke, men har hørt, at han skulle være blevet gift og bosiddende på Djursland.

Husbestyrerinden eller "jomfruen", som hun kaldtes, hed frk. Petersen og var fra Pjedsted. Fodermesteren på gården hed Nielsen, staldkarlen, som jeg havde et nært forhold til, hed Thomas Nielsen. Han var, som andre staldkarle, en speciel type, men solid og stabil. Præcis som et vækkeur og ordensmand.

Skovfogeden hed Kjær. Han boede i gårdens hus i byen Ørum, havde ingen børn. Han drev to-tre tdr. land jord, som hørte til huset; det gjorde de fleste af husmændene også. Han fortalte om de store dage som skovfoged på Lindenborg og andre store godser. Det har nok været som elev. En søn af ham traf jeg mange år senere på lufthavnen. Hugo Kjær var da sælger i maskinfirmaet "A. Hansens maskiner" på Amager.

To gartnere var der i min tid. Den første var Kynde, som rejste efter kort tids forløb. Den næste hed Thomas Christensen. Han var total døv, men kunne se på munden, hvad man sagde, når man talte langsomt og med tydelige bevægelser af munden. Han besøgte os omkring 1960 på Amager. Han var da gartner i en institution i Farum nær søen. Hvordan han havde fundet vor adresse, ved jeg ikke, måske har han blot set i telefonbogen. Ringe til os kunne han jo ikke, da han ikke ville kunne høre noget i telefonen.

Der var seks-syv husmænd på Ørumgård. Jeg husker: Paludan, Albert, Henry Jensen, Harry, Gammel Jens og Jens Jepsen, som vi indtil denne jul har udvekslet julehilsener med. Sidste jul skrev en datter til os, at moderen var død, hun hed Marie. De boede i Stouby mellem Daugård og Juelsminde.

De unge mennesker på gården hed Peder, Christian (Tobak), Svend, Thorvald, Richard, Chr. Lynge og så en del, jeg ikke husker navnene på.

På Ørumgård oplevede jeg, at Danmark blev besat. Jeg husker, at et par ældre håndværksmestre, som netop arbejdede på gården i disse dage, var sønderknuste og nedbøjede over det skete, og de var meget bekymrede for fremtiden. Murermesteren hed Østergård.

I 1940 kom jeg så til Sjælland igen, på Saltofte. Her traf jeg igen Jørgen Jeppesen, som jeg havde været sammen med på Egemarke i 1935. De øvrige var ikke nogen, jeg holdt forbindelse med i længere tid. Der var købmanden fra Højbjerg, Otto; der var Otto fra Værslev og Laurits fra Viskinge, samt Marius og Erling, som var husmænd. Axel boede i "Teglovnshuset", Offersen og hans kone Marie boede i gårdens hus. Her lærte jeg også at kende den ældre Hans Knudsen fra Svebølle. Han og hans kone boede i mange år i det høje hus ved stationen. Han omkom i tresserne, da han blev kørt over af toget ved Svebølle Station. Forvalteren på Saltofte hed Hansen. Han var et venligt og korrekt menneske.

Det er klart,at alle disse mennesker, som her beskrives så kort eller bare nævnes, ikke ydes fuld retfærdighed. Der var mange gode og bevidste mennesker imellem. Der var typer, som man faktisk ikke træffer i dag. En generalnævner for dem var, at de var tilfredse, trods de undertiden noget barske arbejdsvilkår. De var flittige og stræbsomme, reelle og ærlige. De var gode kammerater, der ikke stillede store krav i dagliglivet. Når de havde modgang, bar de deres skæbne med værdighed.

I min tid på Saltofte var det, at jeg kom med i en klike fra Viskinge og Svebølle, idet jeg kom til at medvirke i en dilettantkomedie, som rev mange års medvirken med sig. Herved kom jeg i forbindelse med mange mennesker, hvoraf nogle blev mine venner for livet. Èn af dem, en ung pige, blev min kone [10]. Hvad jeg aldrig før havde troet muligt, nemlig at knytte så mange venskaber i Svebølle, blev nu virkelighed. Her traf jeg landposten, Jens Rugtved, som jeg havde mange hyggelige timer med. Han har også besøgt os flere gange på Amager. Endvidere mødte jeg gartner Nielsens, Jens Grumløse, Harald Johansen, Erik og hans søster, sygeplejersken, Schwarzback, som var instruktør, Gudrun og Louis fra Viskinge, som jeg kendte lidt til i forvejen, og som vi brødre var kommet helt usædvanligt meget sammen med. Med dem tilbragte vi gennem mange år mange, mange glade stunder sammen. Jeg traf også Ragna og Gunnar Holck. Han var kommis i Brugsen og blev forlovet med Ragna, som jeg kendte fra Viskinge. Det blev nok nogle af vore mest trofaste venner gennem årene. Og som tidligere nævnt traf jeg endelig en pige, som, straks jeg så hende, tiltalte mig umådeligt. Ingen kom nogensinde op på siden af hende, når jeg tænkte mine inderste tanker. Der gik dog år og dag, inden jeg kom så nær på hende, at jeg var i stand til at åbenbare mine hidtil hemmelige ønsker.

I sommeren 1941 kom jeg, efter en kort tid ved tørveskæring på sognefoged Saxtofts mose i Gl. Svebølle, på savværket i Svebølle, Øresø Fabrik. Her var godt og vel hundrede mennesker beskæftiget, så her kunne man få kammerater, hvis man selv ville. En del fik jeg da også, selv om jeg ikke knyttede mig specielt til nogen. Jeg synes, jeg havde venner nok i dem, jeg allerede havde. Nævnes skal dog Johannes - Hans Sørens søn - Svend Hansen, min præstekammerat, Ole fra Gl. Svebølle og Hans Petersen fra Viskinge.

Nu kan man spørge, hvor mit hjem med mor, far og søskende var henne i alle disse år, og hvilken betydning det havde for mig, mens jeg på forskellig vis var nær ved eller fjernt fra hjemmet?

Lige fra barndommen og hele min ungdomstid igennem havde mor sørget for helt og rent tøj til såvel mig som til den øvrige søskendeflok. For mit vedkommende blev perioden dog længere end for nogen af de andre, idet jeg først blev gift i 1947., 31 år gammel. Fra min konfirmation til jeg i 1938 rejste til Jylland, var mine opholdssteder så nær hjemmet, at jeg jævnlig kom hjem. Jeg havde da som regel en pakke snavset tøj med mig hjem samt nogle hullede strømper. Da mor havde mange at vaske og lappe og stoppe for, var hun meget ofte i gang med disse sysler, der var altid noget, der skulle gøres. Mor havde aldrig en vaskemaskine, men der var ofte ild under vaskekedlen , og vaskebrættet var ofte en meget anvendt genstand. Mor havde også gammeldags strygejern, som hun undertiden varmede på gløderne direkte på komfurilden, hvorfor håndtagene var noget medtagne af forbrændingen. Et elektrisk strygejern fik mor først på sine gamle dage - og da var det værste overstået. Hun har anvendt mange timer til vask, strygning, lapning og stopning. Når man så kom hjem, fik man en pakke rent og helt tøj med tilbage. I de to år, jeg var i Jylland, sendte jeg alt tøjet med posten hjem og modtog det en halv snes dage efter i ren og friskduftende tilstand.

Fra jeg kom tilbage fra Jylland og indtil jeg i 1946 definitivt forlod hjemmet, boede jeg i overvejende grad hjemme, idet jeg under størstedelen af krigsperioden arbejdede på savværket. I 1942 fik jeg dog et værelse i byen, nemlig hos Herman Hansen og hans kone på Skolevej i Svebølle. Først fra da af var mor fri for hjemmeboende børn, en tilstand, som for hendes vedkommende da havde varet i 30 år.

I de år, hvor jeg arbejdede og boede hjemme, havde jeg lejlighed til i flere sammenhænge at arbejde sammen med far. I en periode om vinteren, hvor det kunne være småt med arbejde, var jeg flere gange med far i Svebøllegavns skov, hvor han i nogle år havde en del skovarbejde. I sommeren 1941 havde jeg også lejlighed til at arbejde sammen med far på mosen ved Madesø, hvor vi skar tørv for sognefogeden. Samarbejdet med far forløb fuldstændig gnidningsfrit, ja, det var nærmest harmonisk. Jeg følte, at jeg var i godt selskab og var godt tilpas med makkerskabet.
Selv om vi aldrig syntes at mangle noget under krigen, kunne det godt knibe med forskellige kategorier af dagligvarer. Risengryn så vi ikke under hele krigen og flere år efter; det samme gjaldt kaffe, men det var da til at bære. Brød, mælk, grøntsager, kød og flæsk og fedtstoffer gik det bedre med; vi fik jo ekstra rationer som hårdtarbejdende. Mel var nok det, vi manglede mest og det, der var i handelen, var af ringe kvalitet, som regel var det bygmel. Efterhånden lykkedes det for husmødrene at bage nogenlunde godt brød af det, især kunne pandekager blive helt lækre. Gryn, som også var rationerede, kunne det godt knibe med, men jeg husker da, at far og jeg mange gange, når vi kom fra arbejde om aftenen, indtog en portion kold byggrød med varm mælk over. Vi satte megen pris på det, betragtede det næsten som en herreret, og så "drøjede" det så godt på middagsmaden.

Mange husmødre beklagede sig over, at det ikke var muligt at variere kosten tilstrækkeligt. Det mærkede vi nu sjældent noget til. Mor var dygtig til med de forhåndenværende midler at fremstille både god, sund og nærende mad. Suppe og kålretter indgik i den ugentlige kostplan, det blev gerne serveret to dage i træk. Gule ærter, stuvet hvidkål og brunkål var også meget værdsat. Flæsk og fjerkrækød og æg havde vi jo selv. På det punkt var landbefolkningen privilegeret.
Hvordan fik familien nu dækket det litterære, det oplysende og i det hele taget det kulturelle behov?

Fra børn var vi vant til, at der var megen sang i hjemmet. Det har altid ligget os nær at tage sangbogen frem og synge, når vi var to eller flere samlet. Både mor og far havde gode sangstemmer, og de førte os alle ind i sangens verden. Der blev sunget både fra bogen og uden. Fædrelandssange og salmer var nok de foretrukne, men gamle revyviser og nogle af de gamle skillingsviser var også på repertoiret.

Som små blev der også læst for os. Dengang var der, bortset fra eventyrene af H. C. Andersen og Grimm, ikke deciderede børnebøger, men far læste gerne af Carit Etlar og kaptajn Marryat, og vi lyttede åndeløst. Da vi selv kunne læse, blev det til en hel del bøger. Skolen fik en bogkasse, som vi kunne låne af, og den benyttede vi flittigt.

Under krigen gjorde radioen megen gavn. I hørespillenes tid blev der virkelig sendt mange både nye og klassiske værker ud i æteren, og vi lyttede gerne. Jeg mindes mangen en aften, hvor jeg sad sammen med mor og far og hørte hørespil, som var bearbejdede for radioen.

Biblioteket i Svebølle blev også flittigt besøgt, og en biograftur eller koncert eller optræden af kendte kunstnere hørte til vinterens store oplevelser. Under krigen var det ikke usædvanligt at kunstnere fra radioen, Det kongelige Teater eller andre tog på turné og gæstede mangen et forsamlingshus. Jeg husker Louis Preils orkester, Bror Kalles Kapel, Hjalmar Koefoeds orkester, Wandy Tworek og mange andre. Af skuespillere, som læste op eller deklamerede, mindes jeg på den tid Albert Luther, Christian Gottschalk, Peter Kitter og flere andre. Axel Schiøts turnerede også, men ham nåede vi aldrig at se, desuden blev han syg på krigens slutning og kom aldrig rigtig til at synge mere.

Når vi brødre og søstre var med i en dilettantkomedie - undertiden var vi tre-fire søskende med i en forestilling - blev mor og far undertiden inviteret med af den arrangerende forening. Det satte de megen pris på, og vi andre syntes, at det var morsomt.

Når far og jeg cyklede til dyrskue i Jyderup, var vi helt på vor egen boldgade. Det var på en søndag, hverdagene var arbejdsdage, og der var altid mange mennesker. Så gik vi rundt og så på hestene, kvæget og grisene, maskiner var der ikke mange af under krigen. Af og til traf vi mennesker, som vi kendte, og fik så en lille snak om, hvad vi havde set og om aktuelle begivenheder. Far cyklede selv hjem til fodertid, mens jeg gik rundt og så efter bekendte på festpladsen.

I sognets liv tog mor og far ikke megen del. De var alle dage medlem af Husmandsforeningen, som var ret aktiv der omkring. Der var også mange husmænd, og de var næsten alle radikale. Enkelte var dog socialdemokrater, og nogle var venstrefolk. Mor og far var radikale, nok mere af tradition end af overbevisning, men socialdemokraternes sprogbrug og holdninger overfor anderledes tænkende tiltalte dem ikke, de hørte til Ove Rodes brigade og var jo børn af hans tid.

Af og til gik de til politiske møder eller til et foredrag om aktuelle eller kulturelle emner, og i kirken kom de flere gange om året. Det kunne være i Aunsø, hvor de kørte til, men som regel var det i Viskinge, der lå lidt nærmere, og hvortil vejen var lidt bedre.

I januar måned 1946 rejste jeg til København, idet jeg blev ansat ved fængselsvæsenet på Sundholm, som på det tidspunkt udelukkende rummede politiske fanger.

Så kom der gang i brevvekslingen igen. Den var jo ophørt mellem os under krigen, hvor jeg boede hjemme, hvorimod den var særdeles livlig under min soldatertid og i min tid i Jylland. Mor var en flittig og god brevskriver, det var altid hende, der skrev. Far har kun skrevet til mig et par gange under mors sygdom. Mor var en glimrende beretter. Hun skrev om fødselsdage i familien, festdage hos familie og naboer, om bryllupper og sølvbryllupper, om dødsfald blandt bekendte eller blot kendte personer i sognet, om dagliglivet hjemme, om høst, avl, kreaturer og grise, om kælvninger og faringer, om vaskedage og middagsmad og meget andet. Hun sluttede gerne med at skrive: Nu har jeg fået far til at køre ned på posthuset med brevet, for så har du det i morgen.

Først omkring 1958, da far var nær de 70, fik de telefon. Da var de begge pensionister, men de havde mange glæder af telefonen, selvom brevskrivningen jo omtrent blev indstillet, da telefonen kom til. Sådan er det jo desværre gået overalt. Private breve, breve mellem forældre og børn eller blot kærestebreve, vil nok ikke i fremtiden være til megen nytte, når folkelivet i vor tid skal beskrives. Det er faktisk synd.

Som en parentes kan bemærkes, at i den korte periode, jeg i sommeren 1962 var i Grønland for Luftfartsdirektoratet, blussede brevskrivningen op igen. Om aftenen var det en yndet beskæftigelse at skrive breve. Så fik hele familien og bekendtskabskredsen breve på fem-seks sider. Med lidt held kunne sådanne breve fra Grønland nå frem i Danmark dagen efter, da vi jo, der hvor jeg var, kunne sende dem direkte med fly via Sdr. Strømfjord. Mor og far fik også flere breve fra Grønland.

I Viskinge, hvortil mor og far flyttede i 1956, havde de mange gode år, det blev til tyve i alt. Her modtog de familien mange gange både ved festlige lejligheder og ved mere uanmeldte besøg.

Mor og far fik i alt 16 børnebørn, og de oplevede at få 14 oldebørn. Senere kom flere til. De var alle dage optaget af familiens trivsel, og det blev ikke mindre med årene.

De første år, de boede i Viskinge, kunne de cykle, når de skulle besøge familie eller venner i omegnen. Det var gode år for dem, så længe mor kunne holde huset og far holde styr på have og hække, men efterhånden kneb det.

Det var et stort slag for dem, da Robert [69] døde i 1967. Det var ligesom de aldrig kom over det.
Til svigerbørnene havde de aldrig haft et særlig hjerteligt forhold. Mor var vel nok oftest den, der lod sig bevæge til at påligne en svigerdatter ansvaret for en eller anden foreteelse i hjemmet hos et af hendes gifte børn, når der var et forhold, hun ikke billigede. Men i det store og hele forløb det da uden gnidninger.

Vi boede på Amager i alle de år, hvor de boede i Viskinge, og vi besøgte dem mange gange. Så længe børnene var mindre, var de altid med. Undertiden overnattede vi. Når vi så sad ved morgenbordet, og mor vimsede ud og ind fra køkken til stue for at betjene os med varm kaffe og lækkert morgenbrød, følte man på mærkelig vis den samme tryghedsfornemmelse, som man mindedes fra barndomsårene. Man var simpelthen barn igen og anbragt under de ældres beskyttende vinger.

Jeg må her indskyde, at jeg kunne føle det samme, når vi gæstede Søsters [10] forældre [73][74], men dem fik vi ikke lov til at beholde i så mange år. Desuden var de 10 år ældre end far og mor.

Selv om mor og far helt op i årene havde et godt helbred, - de var dog begge på sygehus nogle gange - var det mærkbart, at de blev ældre. Deres tale og deres fornemmelser, deres ræsonnementer og deres vurdering af forhold omkring dem var ikke, som de tidligere havde været. Det var i og for sig en mærkelig oplevelse, da deres virkelige alderdom satte ind. At skulle tale til og med dem på en helt ny måde, var nok fremmed for de fleste af os. Selv i deres sidste stunder kunne der glimtvis dukke erindringer op hos dem, som stod lyslevende og klart, men pludselig kunne evnerne til at formulere sig svigte. Nutiden var dem fjern og ubegribelig, men visse erindringer fra ungdommen stod dem klart.

I 1975 kom mor og far på plejehjem. Far havde nylig været på sygehus, havde sukkersyge og skulle have skånekost, og mor var ikke rask mere, i hvert fald ikke rask nok til at holde hus og pleje far, selvom de nok fik hjemmehjælp fra socialforvaltningen til det grove rengøringsarbejde.

Man kan vel nok sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i at sende gamle mennesker fra deres vante omgivelser til et plejehjem. Dels kommer de i et nyt og helt fremmed miljø, og dels må de indrette sig under forhold, hvor de ikke kan have alle deres kendte inventargenstande omkring sig. De kan ikke mere selv bestemme, hvad og hvornår de spiser til middag. Sådan er det med mange ting.

Jeg tror dog fortsat, at for mors og fars vedkommende var det den bedste løsning. Vi boede på Amager, og Norma [70] boede på Fyn. Det ville nok have virket som nogle skridt mod deres egen grav, om de skulle have tilbragt deres sidste tid et af disse steder. Hos den del af søskendeflokken, som boede omkring dem, var begge ægtefæller på arbejde hver dag. Det ville ikke have været noget ideelt liv for nogen af parterne.

Det er mit absolutte indtryk, at mor og far fik en helbredsmæssig og mental opblomstring, da de blev akklimatiserede på "Ellebo" i 1975. De modtog virkelig mange besøg og kom også til mangt et gæstebud i familien, så længe helbredet slog til. Derimod tror jeg ikke, de fandt specielle kontakter blandt de øvrige beboere. De var nok blevet for gamle til at knytte nye venskaber, og deres behov havde aldrig været udtalt, heller ikke, da de var yngre.

Mor og far tilhørte begge en generation, hvor sparsommelighed og påpasselighed i det daglige var både nødvendigt og naturligt. På den anden side opnåede de begge at opleve velfærdsstatens materielle "velsignelser". De glædede sig over, at deres børn og børnebørn måtte undvære mindre, end de selv havde måttet, og de kunne fortælle om, at de selv havde haft mange flere midler til rådighed, end deres forældre havde haft. De oplevede virkelig økonomisk fremgang efter mange års "spinken og sparen".

Med hensyn til deres åndelige ballast må man nok efter en datidsvurdering konkludere, at den var som folks i almindelighed, dog på visse områder nok et lille stykke foran massernes. Egentlig folkelige i bred forstand var de ikke, dertil var de begge for individualistiske, men de var moderate i al deres færd, vel især far; man må nok også kalde dem liberale. De tog ikke gerne skarpe standpunkter, men som de fleste mennesker gerne mellemstandpunkter. Var dog ikke ængstelige for at tage parti eller bekende kulør i en sag.

Med aldrig svigtende omhu og interesse fulgte de, så langt de kunne, hele livet deres børns og børnebørns liv, deres ve og vel.

Begge deres hjem havde haft deres åndelige ståsteder nær den grundtvigske livsopfattelse, men i mors hjem kunne man fornemme, at de pietistiske ideologier kun lå én generation borte. Undertiden anede jeg som dreng eller ung mand ligesom en brydning mellem de to opfattelser plus deres egne udlægninger af livets mening og krav til mennesket. Mor og far var ikke forankrede i nogen kirkelig eller religiøs retning. De havde helt deres egne tanker om livet og menneskers forkrænkelighed. De var ydmyge overfor underne i naturen, de var overbeviste om en guddommelig styring af universet, og de skelnede skarpt mellem ondt og godt.

De var lysseere, de kunne feste, de elskede poesi og gode bøger, de holdt af musik og dramatik, de kunne lide at synge og gjorde det gerne.

De gik altid til arbejdet med liv og lyst, skønt det ofte var under barske vilkår.

Jeg kan endnu høre dem nynne.


Billede

Erland blev gift med Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10] [MRIN: 3], datter af Proprietær Mads Peter Pedersen [73] og Husmoder Andrea Katrine (f. Sørensen) Pedersen [74], den 17-5-1947 i Kirke Saaby Kirke, Kirke Saaby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt. (Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10] blev født den 3-1-1920 i Slagslunde Krat og sogn, Ølstykke herred, Frederiksborg amt, dåb den 12-2-1920 i Hjemmet, forevist i katolsk-apostolsk menighed i Slangerup d.16.5.1920, døde den 13-3-1993 i Faxe sygehus og blev begravet den 17-3-1993 på Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt.)

punkttegn  Begivenheder i deres ægteskab:



1. Foto: Efter vielsen blev der holdt bryllupsfest på Brobjerggården i Abbetved, 17-5-1947, Kr. Saaby sogn.


Billede

Kilder


1 Kirkebog: Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. Fødsler 1905-1923 opslag 40.


Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 19-2-2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af thommesen@dbmail.dk