pil pil pil pil
Husmand Hans Petersen [114]
(1853-1925)
Ane Magrethe (f. Nielsdatter) Pedersen [115]
(1845-1927)
Smedemester Søren Christian Sørensen [112]
(1847-1929)
Frederikke (f. Jørgensen) Sørensen [113]
(1845-1913)
Proprietær Mads Peter Pedersen [73]
(1880-1959)
Husmoder Andrea Katrine (f. Sørensen) Pedersen [74]
(1880-1953)

Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10]
(1920-1993)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8]

Anna Margrethe Frederikke (f. Pedersen) Pedersen [10]

  • Født: 3-1-1920, Slagslunde Krat og sogn, Ølstykke herred, Frederiksborg amt
  • Dåb: 12-2-1920, Hjemmet, forevist i katolsk-apostolsk menighed i Slangerup d.16.5.1920
  • Ægteskab (1): Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8] den 17-5-1947 i Kirke Saaby Kirke, Kirke Saaby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt
  • Død: 13-3-1993, Faxe sygehus i en alder af 73 år
  • Begravet: 17-3-1993, Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt
Billede

punkttegn  Begivenheder i hendes liv:



1. Opvækst. "Søster" [10].("Søster" er Anna Margrethe Frederikkes Pedersens Kælenavn)

Skrevet af hendes mand, Erland Pedersen [8].
Påbegyndt august 1986

"Søster", som blev det menneske, jeg blev nærmest knyttet til i hele min tilværelse og som kom til at medvirke til at danne de rammer, indenfor hvilke mit liv har formet sig, blev født i Slagslunde på en kold vinterdag den 3. januar 1920.

Fødslen fandt sted i hjemmet på ejendommen i Slagslunde Krat, og Søster blev den sidste i flokken efter Edel [75], Estrid [76] og Hans [77]. Det er nok årsagen til, at hun hele livet er blevet kaldt Søster, idet hun kom til verden, da de andre allerede var vokset noget til. Hun er således syv år yngre end den nærmeste, Hans [77].

Søsters dåb fandt sted på en gård ved Slangerup - gården kan man finde endnu lidt nord for byen mod Frederikssund, selv om der er bygget parcelhuse omkring den.

Når dåben fandt sted netop her, var årsagen den, at Søsters mor [74] og det meste af hendes familie alle dage havde været medlemmer af et lille kirkesamfund, som hed "Det katolsk-apostolske". Den mest aktive, jeg har kendt, var nok onkel Jørgen [211] i Kristrup, men Søsters mor [74] har altså også fundet sig tilrette der. I de år, jeg kendte min svigermor, besøgte hun dog almindeligvis Folkekirken, som hun også var medlem af, men Søster blev altså døbt af en præst fra det lille kirkesamfund på gården ved Slangerup, hvor ejerparret sandsynligvis også har været tilknyttede. Søsters mor [74] var i de år ikke stærk af helbred og har næppe orket den lange vej til Samfundets kirke i København, hvorfor hun da har fået dåben arrangeret hos bekendte.



2. -. Søster var heller ikke noget robust barn, hun var spinkel og blev angrebet af forkølelse og andre onder. Hun led også i flere år af spisevægring. Det var først senere i tilværelsen som ung pige, at hun fik et bedre helbred og blev helt normal og modstandsdygtig overfor sygdomsangreb, ja, hun blev endog yderst ferm til sportslige ydelser og dygtig til alt arbejde af forskellig art.

Hun voksede op på ejendommen i Slagslunde Krat. Her var moser og kær, bakker og agre lige udenfor dørene, skoven var ikke langt væk og nabobørn og legekammerater vrimlede det med. En sund og skøn legeplads for børn.

Senere i tilværelsen har vi mange gange besøgt de kendte steder, men nu, omkring 60 år senere, er der ingen kendte mennesker mere.

Når Søster mindes sin barndom, er det barndomshjemmet her, egnen her omkring og naboer i den nærmeste omegn, hun har i tankerne.

Barndomshjemmet var en mindre gård på vel 18 - 20 td. land. Det var nok sandet og bakket jord, men den kunne dog brødføde familien, som nu bestod af i alt seks personer, Edel [75], Estrid [76], Hans [77] og nu Søster samt forældrene [73] [74].

Som på de fleste landejendomme dengang var der også her både heste, køer, grise og fjerkræ med eget opdræt af kalve og grise m.v. Dette indebar, at børn fra sådanne hjem kom i nær kontakt med dyrelivet og allerede i de tidligste år fik et nært og harmonisk forhold til dyr.

Søster har ikke været ret gammel, da den ældste søster og et par år senere den anden søster kom ud at tjene mellem fremmede. Det er tænkeligt, at de har forkælet hende lidt, når de med kortere eller længere mellemrum har besøgt hjemmet. Hun var jo lidt af en efternøler. Tilsyneladende tog hun dog ikke varig skade, hvad der vel heller ikke var tilsigtet.

Det var i hjemmet her, at Søster så morfaderen Søren Kristian Sørensen [112] komme gående dem i møde, da han i 1927 kom hjem fra Amerika, hvor han havde opholdt sig et år og besøgt sine seks børn, som var emigrerede en snes år eller mere før.

Søster var døbt Anna Margrethe Frederikke, men kom tidligt til at bære og lyde kælenavnet Søster. Det fulgte hende hele livet, blev aldrig ændret, ja, flere i familien spurgte undertiden i hendes voksenalder, hvad det nu var, Søster hed.



3. -. I sommeren eller foråret 1927 begyndte Søster skolegangen i Slagslunde skole. Endnu i dag ligger den gamle skole ved gadekæret i den gamle landsby, men der er næppe skole mere.

Det var en stor omvæltning for Søster, da hendes barndomshjem i 1929 blev solgt, og de måtte flytte. Forældrene havde fået chancen for at erhverve en gammel gård, "Gammelrand", som ligger lidt sydøst for Bregninge i Bregninge sogn lige nord for Bregninge å.

Nu kom hun til at gå i skole her, og det var lidt af en trøst for at måtte forlade de kendte egne og de gode kammerater, at skolen her var et sted, hvor hun faldt usædvanlig godt til. Hun elskede skolen, læreren og kammeraterne og har kun gode minder fra den tid.

Gården "Gammelrand" var ikke nogen god gård, der var megen eng og mose, men i tyverne var en mose ikke noget særligt aktiv - det blev det først senere - og tiderne blev ringere og ringere. Priserne på landbrugsvarer faldt verden over, der var slet ingen muligheder for at supplere indtægterne, udgifterne fulgte ikke med ned, resultatet var underskud det ene år efter det andet for alle landmænd i Europa og Amerika. Det var det også for Søsters forældre. Skønt de arbejdede energisk for at holde den værste kredit i ave, og skønt de alle spændte livremmen ind, måtte de en dag i 1932 se i øjnene, at det ikke længere var muligt at opretholde tilværelsen her. De realiserede, hvad de ejede, solgte gården og rejste midlertidigt til Skafterup, hvor Søsters far [73] stammede fra. Her flyttede de ind i et lille hus, hvor tidligere farfaderen [114] havde boet.
Søsters far [73] arbejdede flere forskellige steder, blandt andre på godset "Holsteinsborg", hvor også broderen Hans [77] var elev.

Det var en kold og barsk tid for hele familien. Søster holdt ikke af skolen her, og der var ingen udsigter til, at tingene ville ændre sig til det bedre. Naboerne i det lille samfund var et positivt lyspunkt. Der blev knyttet venskabsbånd, som for nogles vedkommende holdt livet ud.

Landbrugs- og verdenskrisen rasede videre med fallitter og tvangsauktioner i kølvandet, men i Tyskland var der sket en total ændring, som på kort sigt syntes at indebære en bedring, men som skulle vise sig at være kimen til en verdenskatastrofe.




4. -. Nogle bekendte fra tiden på "Gammelrand" var på vennebesøg i Skafterup. Så vidt jeg ved, var det mejeriejer Jakob Madsen fra Svebølle og murersvend Lehndahl ligeledes fra Svebølle. Måske har der været flere. Disse mennesker havde hørt, at der i kommunen var en gård meget billigt til salg.; den kunne overtages næsten uden udbetaling. Sådan var det med mange gårde i 1933. Spørgsmålet blev naturligvis drøftet indgående. At blive boende i Skafterup og leve af tilfældigt arbejde var ikke en tilværelse, der kunne bygges en fremtid op på.

Nok var gården ikke nogen særlig god gård, men noget kunne vel avles, og de dårlige tider kunne vel ikke vedblive i al evighed. Ganske små signaler ude fra den øvrige verden syntes at varsle, at der var en ændring på vej. Ikke mindst syntes forholdene i Tyskland at pege hen imod en større normalisering i det økonomiske kaos. Der blev tænkt og vurderet, og optimismen til fremtiden sejrede. Gården blev kort tid efter overtaget med en meget lille udbetaling, som dels var lånt og dels rejst på anden måde ved hjælp af de større børn.



5. -. Man brød op og rejste til "Frederiksholm" i Viskinge Sogn lige syd for Bregninge Å, hvor "Gammelrand" lå skråt overfor, men på den nordlige side af åen.

På "Frederiksholm" var der et meget stort stuehus i to etager med fuld kælder og vel omkring 20 værelser. Oprindeligt var det bygget til at huse gamle og subsistensløse mennesker, altså som Fattiggård, men som sådan havde den ikke været anvendt i flere år. Der var gamle udbygninger, men dog stalde, der kunne rumme både heste, kreaturer og svin m.v. Tilliggendet var på ca. 75 td. land stenet og sandet jord, men desuden var der flere tønder land eng og mose.

Her skulle familien komme til at tilbringe mange gode år..



6. -. Søster kom nu igen i Bregninge Skole, hvor hun havde været så glad for at gå i de tre år, de boede på "Gammelrand". Ganske vist boede de nu i et andet sogn og som sådan, skulle hun egentlig have søgt Viskinge Skole; men det blev altså ordnet sådan, at hun kunne gå i skolen i Bregninge. Hvem der var glad, var Søster.

Her voksede og trivedes hun. Her faldt hun til.

Læreren i Bregninge skole hed Niels Bergløv. Han var yderst afholdt af eleverne, og Søster har mange år efter fortalt tildragelser fra skoletiden, hvor man ikke kunne undgå at bemærke, at hun forherligede læreren og årene der.

I hverdagen var der nok at beskæftige sig med for alle. De dårlige økonomiske forhold var ikke forbi med ét slag, så alle måtte tage sit tag for at få arbejdet gjort. Søster måtte tidligt være med i at arbejde inde og ude så langt kræfterne rakte.

I slutningen af trediverne begyndte man en mindre tørveproduktion på mosen, der var nogen efterspørgsel efter det billige brændsel, men det var først, da krigen i 1940 lukkede grænserne og blokerede havene, at der virkelig kom gang i tørveskæringen. Først da gav det et godt økonomisk udbytte, ganske godt endda. Der var jo i realiteten lukket af for tilførsler af brændsel udefra, selv om der kom ganske beskedne mængder kul og koks fra Tyskland, i hvert fald i den første tid.



7. -. Søster gik også til konfirmationsforberedelse i Bregninge, nemlig hos provst Friis - Berg. Den 4. april 1934 blev hun konfirmeret i Bregninge kirke. Konfirmationsfesten blev holdt i hjemmet på "Frederiksholm", hvor den nærmeste familie samt enkelte gamle venner af familien deltog. Det skal have været en god fest med glæde og stemning, og hvor familien nu så fremtiden i møde med optimisme og fortrøstning.

Efter konfirmationen var der dog ikke megen forbindelse med skolekammerater eller andre i Bregninge sogn; åen gjorde en slags skillelinie, man nødig overskred.

Med undtagelse af de "nye" folk på "Gammelrand" lige på den anden side af åen, var der ikke forbindelse til nogen der. Men dér kom man til gengæld også en hel del. Det var nogle hyggelige mennesker, Jensen hed de. Jeg har kun set dem en enkelt gang, det var i Jyllinge, hvor de tilbragte deres otium i halvtredserne.



8. -. Søster havde langt hår, lange fletninger langt ned ad ryggen, først i seksten års alderen blev hun kortklippet, og det var under et besøg på "Østergård" på Amager.

Søsters mor var ikke rask. Hun var ofte sengeliggende, så søster måtte tidligt fungere som husmor og sygepasser. Da Søsters mor i 1949 blev opereret for et par store nyresten, ligger det nær at antage, at hun har været plaget af nyresten i mange år.

Til november 1936 lykkedes det dog Søster at komme lidt hjemmefra, idet hun fik plads i huset på "Daurup", som stuepige hos Tvedes.

Fra den tid har Søster mange lyse minder. Huset var ikke helt almindeligt. Herskabet, som det kaldtes dengang, var aristokratisk, men alligevel var der en egen tone, som tiltalte Søster. Fru Tvede var digter, hun havde endog en ret stor samling poesi, som hun havde fået udgivet. I hjemmet kom flere åndspersoner, skuespillere, musikere, skribenter og forfattere. Søster er af den formening, at Ludvig Brandstrup og Aage Stentoft, den vinter, hun var der, producerede den meget lidt poetiske vise "Molak, molak, mak, mak, mak", mens de begge boede der hos herskabet, som nok gerne ville kaldes mæcener.

Tvede havde også mange interesser. Han var historisk interesseret, og så brugte han en masse penge på heste, sikkert også for mange. Det var ikke brugsheste, hans interesse var fanget af, nej, det var store, sorte køreheste, Oldenborgere og Hannoveranere. Han kørte med firspand. Jeg har ofte set ham sidde i jagtvognen på vej til Kalundborg med kusk på bukken og fire sorte heste for. Han deltog med sit firspand i et par "Danehof" - fester i Kalundborg, ligesom han kørte præsentationskørsel ved dyrskuerne på Bellahøj.

Det må have kostet mange penge.

Som nævnt kunne Søster godt lide arbejdet og atmosfæren der, selv om dagen kunne være lang og friheden knap. På den tid var der ikke noget, der hed ordnet fritid eller fast arbejdstid, og slet ikke noget der hed weekend. Det begyndte først i krigens tid og blev almindeligt efter krigen, dog sådan, at man arbejdede til kl. 2 om lørdagen, forretningerne til kl. 4.

Søster rejste fra Daurup 1. maj 1937.



9. -. I den følgende tid var hun i flere kortere perioder på Amager for at hjælpe søsteren [75] der, når det kneb med arbejdskraften.. Der var et stort hus og en stor husholdning på "Østergård", hvor der var beskæftiget 10 -12 unge mennesker, som alle boede og spiste der. Når så pludselig en køkkenpige rejste, måtte Søster træde til. Så tog hun toget fra Svebølle, selv om der var nok at gøre i hjemmet.

Sådan gik to - tre år, og Søsters mor havde sygdomsperioder ind imellem. I flere somre havde man feriegæster boende i nogle af de mange værelser. Disse gæster var på fuld pension, så der var arbejde nok. Ideen var naturligvis at supplere indtægterne en smule, krisen kradsede stadig fælt, på de magre jorde var høsten ikke stor, men pensionærerne gav vist tre-fire kroner om dagen, så det har været surt tjente penge.

I september måned 1939 brød krigen ud her i Europa, så nu kom der fart over aktiviteterne i mosen. Nu skulle der skæres tørv i større stil.

I januar 1940 rejste Søster til "Sæbygård" ved Tissø som køkkenpige. Tiltrædelsen på den lidt "skæve" dato havde sin årsag i, at forgængeren i pladsen, en skolekammerat fra Bregninge, Anna Appelgreen, var blevet syg.

Søster tjente ikke hos godsejerparret Grüner, som boede i en separat bygning, men hos godsejerens svigermor, en gammel aristokratisk dame, kammerherreinde Groothof, som boede i hovedbygningen.

Havde det været lidt herskabeligt på "Daurup" hos Tvedes, var det for intet at regne med den atmosfære og afstand, som rådede her. Søster, som jo var elev i køkkenet, hvor der også var køkkenjomfru og en pige til, så aldrig kammerherreinden i den tid, de dog opholdt sig i samme hus.

Maria Groothoff, født Le Maire vel på hendes 80 års fødselsdag. Billedet er efter alt at dømme taget i fru Groothoffs dagligstue på Sæbygård, hvor hun boede til sin død. Billedet har været indrammet af glarmester Axel C. Andersen i Sorø.

Der var også en selskabsdame hos fruen.

Til maj 1940 måtte Søster rejse hjem igen. Dertil var der flere grunde, moderens helbred, tørveskæringen ved siden af landbrugsdriften, arbejde til overmål i mark, have, stald og i det store hus. I ny og næ deltog hun også i arbejdet med tørvene, hun røjlede, som man kaldte det, det vil sige at stable tørvene op i "røjler", så de kunne tørre. Det gav lidt ekstra penge, for den månedlige løn var ikke stor. I flere år fik de kun 40-50 kr. om måneden for at arbejde 12 timer i alle ugens dage. Der var ikke megen fritid.



10. -. Hun var dog medlem af Boldklubben i Svebølle, hvor hun i nogle år spillede både badminton og håndbold og blev en helt habil badmintonspiller, der deltog i flere turneringer. Badmintontræningen foregik i salen på Afholdshotellet i Svebølle, der hvor der nu er kro, og håndboldtræningen fandt sted på boldbanen i Svebølle, der var dengang ikke nogen egentlig sportsplads. Alle aktiviteter foregik om aftenen eller om søndagen.

I efteråret 1940 havde Boldklubbens bestyrelse bestemt, at der, for at få lidt penge i den slunkne kasse, skulle gennemføres et par dilettantforestillinger, det kunne normalt give et par hundrede kroner i overskud. Under krigen var det sparsomt med de store arrangementer, folk kom ikke til så meget. Dels var det vanskeligt at rejse, ingen kunne køre i privatbiler, og mørklægning og udgangsforbud og spærretid lagde en dæmper på mange aktiviteter. Men desto mere blomstrede de lokale sammenkomster op.

Til koncerter eller dilettantforestillinger i de lokale forsamlingshuse var der helt sikkert fulde huse hver gang.

Mellem andre havde Boldklubbens bestyrelse spurgt Søster, om hun kunne tænke sig at være med i en sådan forestilling, og hun havde svaret bekræftende. Nu sker der noget helt afgørende i hendes og mit liv, noget som skulle få den allerstørste betydning i resten af vor tilværelse.

På dette tidspunkt - efteråret 1940 - opholdt jeg mig på "Saltofte" efter, at jeg den 1. maj var kommet hjem fra Jylland, hvor jeg havde opholdt mig et par år.



11. -. Min bror Therkel [68], som dengang var gift og arbejdede på Øresø Fabrik, kontaktede mig en aften og spurgte mig, om jeg ikke nok ville være med til Boldklubbens påtænkte forestilling. Både han og hans kone skulle være med, men de manglede endnu én.. Jeg slog til, sagde ja.

I mange år havde jeg ikke haft nogen som helst tilknytning til jævnaldrende eller befolkningen i og omkring Svebølle. Jeg havde været ude at tjene og havde sidst, som nævnt, været et par år i Jylland.

Nu blev jeg pludselig hvirvlet ind i en kreds, som hidtil havde været mig fremmed. Her mødte jeg første gang Søster.

Det var hos gartner Nielsen og hans kone, vi skulle mødes til læsning første aften. Der var flere, jeg ikke kendte. Jeg havde aldrig før truffet gartneren og hans kone, heller ikke instruktøren, Schwartzbach, fra Kalundborg. Det samme gjaldt de to kommis´er Holck og Andersen fra henholdsvis Brugsen og købmand Kaalund - Holck blev vor ven gennem mange år. Endvidere kendte jeg ikke Hans Andersen, som var elektriker hos Thostrup, sygeplejersken frk. Petersen og hendes bror Erik, som var på Ll. Løjtvedgaard. De andre medvirkende kendte jeg. Der var Gudrun fra Viskinge, Dora [419] og Therkel [68], Robert [69] og Jens Rugtved samt Jens Grumløse. Ja, så var der altså en ung pige, som gjorde et overordentligt stort indtryk på mig.

Det var Søster. Aldrig før havde jeg mødt en pige, som jeg i den grad følte mig i harmoni med, aldrig før havde jeg truffet et menneske, der tiltrak mig så meget, at jeg kunne tænke mig at dele livet med vedkommende. Om det var gensidig sympati, ved jeg ikke, jeg tror det ikke, for da forestillingen var overstået, sås vi ikke i lang tid.

I selve stykket, der hed "Skovfogedens datter", spillede Søster en almindelig ung pige, mens jeg forestillede en ældre original, nærmest en landsbytosse. Vi opførte dog stykket 5 gange, 3 gange i Svebølle, 1 gang i Viskinge og lige før jul en gang i Kalundborg ved tjenernes julevelgørenhedsfest på hotel "Postgården".

For Boldklubben blev det en økonomisk succes, så allerede om vinteren havde man en ny forestilling på beddingen. Den hed "Brødrene Østermanns Huskors", og det var stort set de samme aktører, som medvirkede, jeg husker dog, at der var en ung mand med, der hed Erik Nielsen. Han tjente på "Svebøllegavn" og blev senere forvalter der. Endvidere var der en ung pige, som tjente på Mejeriet, med. Søster og jeg var med igen. Denne gang spillede Søster grevinde, og jeg var en af de gamle sære brødre.

Også dette stykke opførte vi 5 gange og, som tilfældet var med det første, sluttede vi også denne gang af i Kalundborg. Vi havde mange fornøjelige og hyggelige stunder, øjeblikke, som man ofte mindes med glæde og taknemlighed. Stadigvæk havde jeg det samme gode indtryk af Søster. Vi talte da også sammen, men ikke mere end med alle de andre. Jeg kom blot til at synes bedre og bedre om hende.

I sommeren 1941 opførte vi fra en interimistisk scene som friluftsspil på boldbanen i Svebølle et lille stykke, som hed "Studeprangeren". Det var et led i den årlige sommerfest, hvis fornemste mål var at give lidt penge i Boldklubbens kasse. Her var Søster og jeg også med, jeg var studeprangeren. Som et led i festen var der også bal i salen på Afholdshotellet, her så jeg første gang Rita [374], Søsters kusine fra Randers, som senere blev gift med Johan [375]. Rita døde i sommeren 1983, et par måneder før Edel [75].

I vinteren 1940-41 gik Søster til sykursus i Svebølle hos en frk. Hansen, som drev en systue der. Denne frk. Hansen havde to brødre, Aksel og Knud. Aksel var på Øresø fabrik, Knud var i elektrikerlære hos Thostrup. Ingen af disse tre søskende var gift, men boede sammen i et rødt hus, som ligger i den gamle bykerne i Svebølle lige vest for bronzealderhøjen ved Rugtveds "Tjørnely".



12. -. Her fik Søster sit egentlige grundkursus i syning, hvilket hun har haft megen glæde af. Men, hvorom alting er, så vi ikke særlig meget til hinanden. En sjælden gang kunne vi træffes hos Gudrun og Louis i Viskinge, men det hørte til undtagelserne. En vinter, det må have været 1942-43, gik vi i aftenskole i Svebølle, men her kom vi egentlig ikke i særlig kontakt med hinanden, der var jo så mange andre unge mennesker.

Til januar 1942, denne forfærdelige fimbulvinter, fik Søster ophold på Håndarbejdsskolen i Haslev. Det var en kold tørn. I januar og februar frøs det i lange tider omkring 25-28 grader, og der var ikke varme på værelserne. Der boede en halv snes unge piger, flere af dem blev syge, også Søster, som fik noget tandkødsbetændelse, hvorved fortænderne blev skæve og senere måtte fjernes.

Om søndagen var det meget vanskeligt at komme hjem til Svebølle, der gik jo ikke ret mange tog under krigen. Søster tog derfor mange gange til Amager til søster Edel [75] og svoger Emil [119]. Det var nemmere at komme til København.

Der var vist kun 10-12 piger på skolen ad gangen. Lederen, eller forstanderinden, som ejede huset, var en ret så autoritær dame. Til gengæld voksede der et sammenhold eller solidaritet frem mellem pigerne.

Søster fik flere gode kammerater, som hun besøgte flere gange og som også besøgte hende. Den mest markante var nok Karen Christensen fra Toftlund i Sønderjylland.

Hun var på besøg på "Brobjerggården" i sommeren 1946, og hun blev senere bestyrerinde på De gamles Hjem i Kollund nær Flensborg Fjord. Senere blev hun gift med en Arentsen. De fik også en pige, men manden døde, da pigen var i konfirmationsalderen.

Vi har besøgt Karen på hjemmet i Kollund 2-3 gange, når vi har været på vej hjem fra Tyskland. Morfar var med første gang i 1954. Senere har vi selv været der et par gange. I flere år skrev vi julehilsen til hinanden, men så ebbede det ud. Sådan kan det jo undertiden gå. Karen var ellers en pige gjort af et usædvanligt stof. Man fornemmede i hele hendes væsen den kampånd omkring de nationale spørgsmål, som på hendes hjemegn og i hendes hjem altid havde været så aktuelle.

Nu er det jo anderledes.

Til maj i 1942 kom Søster hjem fra skolen i Haslev. Hun gik direkte i gang i hus og mark og mose.. Der var nok at gøre. Og hun kom ikke ud at tjene mere, hvilket hun nok altid har beklaget en kende, men moderens helbred og det meget arbejde i og omkring det store hus gjorde, at der ikke var de oplagte muligheder for det.

Vi sås dog af og til, men stadig kun ved tilfældige lejligheder, ved sommerfester eller sportsstævner, men også enkelte gange hos Gudrun og Louis i Viskinge, hvor flere unge kom en del. Jeg for mit vedkommende er kommet der meget.

Krigen går sin gang. Nu går det tilbage for tyskerne alle vegne, men det går trods alt meget langsomt. Sommeren 1942 og vinteren med er lang. Søster er hjemme på "Frederiksholm", og jeg er på Øresø - Fabrik".

13. -. Sommeren 1943 er nok så begivenhedsrig. Da kommer de Allierede i land i Italien, på Østfronten viger tyskerne, og den 29. august får vi herhjemme militær undtagelsesstilstand, og regeringen går af. Der er nok at tale om, når man er sammen.

Den 6. juni 1944 kommer Invasionen endelig.

De allierede går i land i Bretagne og Normandiet, og de bliver der, de går frem.

Alligevel bliver det et langt efterår og en lang vinter. Nu er man blevet utålmodig, det haster med at få en ende på galskaben.

Slagterierne på Østfronten synes vanvittige, det er, som der ikke er nogen ende på bombardementerne af de tyske byer. Man tænkte vel nok ikke så meget på følgerne for civilbefolkningen dengang, men de har været frygtelige. Jeg så flere af de tyske byer i årene efter krigen, det var et nedslående syn, brokker, brokker, brokker. De ulykkelige mennesker så man ikke så meget til, men mange år efter blev der søgt efter børn eller pårørende, som var bortkommet eller forsvundet i dette inferno. Koncentrationslejrenes rædsler hørte vi først om, da Tyskland var nedkæmpet. Engelsk eller svensk radio omtalte ikke direkte lejrene, men nævnte blot, at der i Tyskland befandt sig mange slavearbejdere hovedsagelig fra Polen, Ungarn, Rumænien samt deporterede fra Frankrig, Holland, Belgien, Norge og Danmark.

Der gik nøjagtig elleve måneder fra Invasionen til Kapitulationen. Hvilken lykkelig stund for os. Mange millioner i Europa og ud over Verden har nok ikke følt det helt på samme måde. Mange tusinder, ja millioner, var dræbt, mange havde mistet familie og alt, hvad de ejede, nød og elendighed rådede alle vegne. Her i landet havde vi nok følt lidt af krigens gru, mange var henrettede af Besættelsesmagten, et par tusinde var deporterede, men langt den største del af befolkningen var sluppet vel igennem de "fem forbandede år".

Nu blev befrielsen fejret over hele landet. Mange steder var der befrielsesfester sommeren igennem. Ingen lejlighed blev forsømt til at fejre det glædelige budskab.

Der gik en rus over landet.

Også derhjemme i Svebølle blev der holdt et par store offentlige fester. Boldklubben arrangerede en kombineret sports- - sommer - og befrielsesfest, som hovedsagelig foregik på boldbanen, - der var ikke egentlig sportsplads dengang - hvor der bl.a. var arrangeret fodboldkamp mellem klubbens hold og et hold fra de engelske tropper, det var nogle af Montgomery´s 8. Armé - "ørkenrotterne" fra El Alamain -. Senere blev der grundlovsfest med mange taler og sange.

Der var også en fest med bl.a. asfaltbal til fordel for Bornholm.



14. -. Ved alle disse lejligheder traf Søster og jeg hinanden, talte sammen og dansede. Vi var også sammen et par gange på cykelture i omegnen sammen med "kliken", som havde Gudrun og Louis fra Viskinge som hovedpersoner og samlingspunkt. Jo, sommeren 1945 var vidunderlig her i Danmark, især når man var ung og forelsket.

Under hele krigen havde Søster opholdt sig hjemme, når man undtager opholdet på Håndarbejder-skolen i Haslev.

Den 27. september rundede jeg de 30 år. I den anledning ville man gerne derhjemme hjælpe mig at markere dagen. Mor [67] og Stella [71] syntes, vi skulle feste lidt og invitere mine venner og bekendte og naturligvis søstre og brødre m.fl. De ville gerne gøre arbejdet ved arrangementet, når blot jeg ville sørge for de direkte indkøb. Jeg tog dem på ordet, loen blev ryddet, og gæsterne blev inviterede, deriblandt også Søster. Vi spiste og skålede, sang og dansede og morede os.

Vi var nok omkring 20, der var:
Mor [67] og far [66], Therkel [68] og Dora [419], Robert [69] og Inger [394], Henri [94], Alex [93] og Emma [96], Stella [71] og Norma [70], Gudrun og Louis, Jens Rugtved, sygeplejersken, Otto fra Jens P. Olsens, Søster og mig.

Øl og snaps var ikke til at opdrive, men jeg havde været så heldig at gøre brugsmanden i Svebølle en tjeneste, hvorpå han lovede mig, at jeg til min fødselsdag skulle få lov at købe én kasse øl og et par flasker snaps.

Det var et prima bord, mor [67] og Stella [71] havde tryllet frem; der var alt og mere til, end gæsterne kunne spise. En oplevelse man aldrig glemmer. Vi dansede til langt ud på de små timer til tonerne af Ottos skrattende grammofon, der var pyntet op i loen, Jens Rugtved havde lavet sange, og jeg selv havde leveret et par tegninger til væggene med karrikaturer af Hitler, det var jo kun fire måneder efter Befrielsen.

Den aften blev skelsættende i mit liv

Da festen var forbi, fulgte jeg Søster hjem til "Frederiksholm". Siden har vi fulgtes ad i tykt og tyndt, i sorg og glæde. For mig har det dog været én lang ubrudt kæde af lutter lyse og skønne oplevelser med dejlige minder.

Nu sås vi ofte og havde det rart i hinandens selskab.

I julen var Søster hos Edel [75] og Emil [119] på "Tårnbygård" på Amager. Jeg arbejdede som løst ansat på "Svebøllegavn" hos Boesen. Først i januar rejste jeg til København, hvor jeg var blevet ansat ved Fængselsvæsenet med daglig arbejdsplads på "Sundholm", som dengang husede ca. 400 politiske fanger, mennesker, som på forskellig vis og i forskellig grad havde forbrudt sig under krigen. Det job blev dog ikke af længere varighed, - af forskellige grunde -. Mens jeg var på Sundholm besøgte jeg Søster og hendes familie på "Frederiksholm",ja, jeg blev vel forestillet, sådan følte jeg det i hvert fald.

Det var for øvrigt på falderebet, at jeg besøgte dem der. Mens jeg var der, var der besøg af et par herrer, den ene hed Johansen, som var langt inde i forhandlinger vedrørende køb af gården.. Det var især den store hovedbygning, som interesserede de nye folk. Der skulle indrettes tæppefabrik.

Handelen gik i orden, Johansen fik sin hovedbygning, avlsbygningerne med et lidt reduceret areal blev købt af jordlovsudvalget, som i forvejen havde betinget sig nogle mindre arealer til fordeling mellem de nærmestboende såkaldte "indeklemte husmænd". Mosearealerne blev solgt separat.

Samtidig købte Søsters forældre "Brobjerggården" ved Kirke Såby, en dejlig gård på 112 td. land god, men noget bakket jord.

Her besøgte jeg familien flere gange, inden min ansættelse ved Fængselsvæsenet hørte op.

Sommeren 1946 - jeg forlod Sundholm den 6. maj - gik med tørve- og smuldkørsel for vognmænd i Svebølle, men omkring 1. august, da høsten begyndte, kunne man bruge mig på "Brobjerggården", i hvert fald et stykke tid. Det var naturligvis Søster, der udvirkede arrangementet, men det passede for så vidt meget godt.

Det var en god sommer, liv og arbejde på gården mellem brave mennesker, en virkelig lykkelig og interessant tid, men jo ikke noget at bygge fremtiden på.

På gården var en gift fodermester, 2 karle og en ung pige foruden Søster. Og så i høsten mig.

På min 31 års fødselsdag blev Søster og jeg rigtig ringforlovet. Vi var i Holbæk, hvor vi købte ringene, som vi tog på i toget mellem Holbæk og Svebølle, hvor vi ville besøge mine forældre og familien der.

Søster havde meget at gøre i det daglige. Den daglige madlavning og rengøringen i det store hus, tog megen tid. Der skulle også vaskes tøj og linned, og hendes mor var ofte syg.




Billede

Anna blev gift med Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8] [MRIN: 3], søn af Boelsmand Carl Christian Pedersen [66] og Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67], den 17-5-1947 i Kirke Saaby Kirke, Kirke Saaby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt. (Lufthavnsforvalter Erland Mouritz Pedersen [8] blev født den 27-9-1915 i Viskinge by og sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. 1, dåb den 14-11-1915 i Viskinge Kirke, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt,1 døde den 15-8-2009 i Mørkøv Ældrecenter og blev begravet den 20-8-2009 på Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt.)

punkttegn  Begivenheder i deres ægteskab:



1. Foto: Efter vielsen blev der holdt bryllupsfest på Brobjerggården i Abbetved, 17-5-1947, Kr. Saaby sogn.


Billede

Kilder


1 Kirkebog: Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. Fødsler 1905-1923 opslag 40.


Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 19-2-2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af thommesen@dbmail.dk