pil pil pil
Niels Therkelsen [290]
(1826-)
Karen Sørensen [291]
NN NN [1590]
Kirsten Cathrine Mauritsdatter [154]
(1837-1914)
Niels Peter (f. Nielsen) Therkelsen [150]
(1858-1934)
Anna Cathrine (F. Mouritsen) Therkelsen [151]
(1866-1927)

Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67]
(1891-1979)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Boelsmand Carl Christian Pedersen [66]

Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67]

  • Født: 27-8-1891, Vejlemaen, Værslev sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt
  • Dåb: 28-8-1891, Hjemmet i Snevris, Vejlemaen, Værslev Sogn, Skipping Herred, Holbæk Amt
  • Ægteskab (1): Boelsmand Carl Christian Pedersen [66] den 6-5-1912 i Viskinge Kirke, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt
  • Død: 10-7-1979, Ellebo Plejehjem, Bregninge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt i en alder af 87 år
  • Begravet: 14-7-1979, Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt
Billede

punkttegn  Notater:

Fødenavnet Nielsen blev ændret til Therkelsen 1905.

Min mor. (Skrevet af Erland Petersen [8])

Mor [67] blev født den. 27. august 1891 som den næstældste af en søskendeflok på seks, nemlig fire piger og to drenge. Mor kom til verden i det lille hus ved Snevris skov, hvor hendes forældre havde boet siden de blev gift i 1888.

Hendes opvækst fandt sted under særdeles beskedne kår. Indtjeningen var ikke stor og arbejdsløshed i vintertiden var almindelig.

Men den tids mennesker kendte til sparsommelighed og børnene var ikke forvænte.
Nok har mor fortalt os om fattige tider og mangel på alt, hvad vi i dag synes er selvfølgeligheder, men det er nu mest de lyse og muntre beretninger, som huskes.
Det må have været et meget lukket samfund uden mange muligheder for at skue ud over grænsen til "den store Verden", hvor mor og hendes søskende voksede op. Naboerne var få, og jævnaldrende har der ikke været mange af.

Skoletiden blev et helt afgørende vendepunkt i mors verden. Fra hun var syv til hun var 14 år gammel gik hun på sine ben, ligesom alle de øvrige børn fra nabolaget og fra hele skolekredsen i øvrigt, til og fra skole fra huset ved skoven til Smakkerup skole, hvor senere to af mine brødre og jeg selv kom til at gå i skole.

Da mor kom i skole lukkedes en anden verden op for hende. Det skyldtes nok i høj grad læreren, som var usædvanlig afholdt og respekteret. Han hed Jørgen Andersen og var en søn fra gården i Ærtebjerg, som i mange år ejedes af hans bror Laurits. Jørgen Andersen var én af drivkræfterne for oprettelsen af Nordvest - Sjællands Elektricitetsværk i Svinninge, som blev sat i drift i årene umiddelbart før første Verdenskrig. Han måtte forlade sin lærergerning for at blive selskabets første direktør, et hverv, som han bestred til omkring anden Verdenskrigs udbrud.

Som lærer må han have været af en særlig støbning. Ikke bare af mor, men af alle hendes jævnaldrende, som havde gået i skole på samme tid, har jeg kun hørt lovord, når talen faldt ind på deres gamle lærer. Han var omgivet af den allerstørste ærefrygt og hengivenhed, ja, næsten en myte.

I skolen lærte mor ikke bare at læse og skrive og at snuse lidt til historie, geografi og religion. Hun lærte også, at Verden var stor, at der var store kontinenter med så talrige folkeslag og så forskellige kulturer, at vi knap gør os begreb om det. Hun lærte også om Universets uendelighed og naturens storhed, om det enkelte menneskes lidenhed og om livets uforklarlige mening.

Mors skolegang satte sine spor.

I sommeren 1905, den sommer mor gik til konfirmationsforberedelse hos pastor Petersen i Viskinge, var hun ansat som barnepige på Viskinge kro, hvor kromanden og hans kone havde to små drenge. Kromanden var en bror til læreren i Smakkerup skole
Da sommeren var forbi og mor konfirmeret, kom hun rigtig ud at tjene. Det første sted var hos en gårdejer på Asmindrup mark, som hed Jens Petersen ( Jens Pi´esen ), Når hun skulle besøge sit hjem, skulle hun gennem Snevris skov. Vejen eller stien, hun fulgte, gik gennem en tykning af høje gamle graner. Jeg kan endnu høre mor fortælle om, hvordan det kunne gyse i hende, når hun ved efterårs- eller vintertid gik gennem skoven og kom i tanker om, at der eventuelt kunne stå en voldsmand bag et af de store træer.. Da har hun ikke været meget værd. På tilbagevejen blev hun som regel fulgt gennem skoven af hendes far eller et par søskende, så det var jo en svir.

En tid - jeg ved ikke hvor længe - tjente hun også på en gård i Værslev, den yderste gård mod vest i Værslev, som ligger lidt uden for byen og som omtrent ser lige sådan ud i dag, som den så ud for 75 år siden. Lige vest for gården ligger en dysse, som naturligvis er fredet, men som uforstandige sjæle en gang i nyere tid har begået den skændsel imod at føre den offentlige vej lige tværs igennem. Man kan næsten græde over en sådan vandalisme.

Den sommer, mor fyldte 17, købte hun sig en cykel. Det var altså i sommeren 1908 og noget ganske enestående dengang. Mor var meget "næn" om denne cykel. Hun pudsede på den og dækkede den til, når den ikke blev brugt. Da vi var drenge lærte vi at køre på denne cykel, og mor skilte sig først af med den omkring 1934.

I sommeren 1909, det år mor fyldte 18 år, gik hun til sykursus hos en syerske i Kærby, som hed Hanne. Denne kone skal have været af en egen kærlig og venlig natur, samtid med, at hun var dygtig. Mor fik lært at sy, eller i hvert fald sat sig ind i alle finesserne omkring sy- og håndarbejde. Det må have haft hendes store interesse, for ikke alene fik hun senere god brug for selv at kunne klippe til og sy, men hun udviklede sine evner til at kunne fremstille tingene mere raffineret efterhånden. Når mor senere talte om ungdomsårene, vendte hun gang på gang tilbage til "sommeren hun lærte at sy", og hendes læremester, Hanne, stod i et ganske særligt lys i hendes fortællinger.

Det er ikke småting mor nåede at fremstille ved hjælp af nål og tråd, strikkepinde og garn, saks og symaskine. Gennem mere end 30 år havde hun mindre eller større børn omkring sig, og hun syede, strikkede, lappede, stoppede og vaskede alt for sig selv og far med samt de opvoksende børn, ja til hendes børn blev gift.

Efter overstået sykursus kom mor så til Asmindrupgården, hvor en Ole P. Nielsen var bestyrer eller forvalter for en proprietær Fraas, som vistnok også ejede Kelleklintegården, hvor han boede.

Mor blev stærkt knyttet til familien Nielsen, idet deres børn besøgte hende, også da hun var højt oppe i årerne. Jeg har set dem på besøg hos mor, da hun som pensionist boede i Viskinge, hvor mor og far også havde besøg af Ole P. Nielsen, der da var nær de 90.

Dengang var det almindeligt på en gård af en sådan størrelse, at pigerne deltog i malkearbejdet, og mor var oppe at deltage i malkningerne hver morgen kl. fire, ligesom hun hver aften først var færdig ved godt seks-tiden. Fridage var der ikke mange af, og ferie var der slet ikke noget, der hed. Men sådan var vilkårene jo, det var regler som gjaldt alle vegne. Nutidens unge kan slet ikke fatte, at man også dengang kunne have en lys og lykkelig ungdomstid og endda føle sig fri og ubunden. Når mor har fortalt om sin ungdomstid, er det i hvert fald de lyse minder, hun har hæftet sig ved. Men det går vel sådan i livet, at de triste og sure stunder glemmes og de lyse erindres - heldigvis.

Her på Asminderupgården var det så, at mor traf en forkarl, som nylig var sendt hjem fra militærtjenesten som trainkonstabel, det var far.

Efter en kort forlovelsestid blev de viet i kirken i Viskinge. Der blev holdt bryllup, men kun for den allernærmeste familie, idet økonomien ikke tillod nogen større selskabelighed.

Min bror Therkel [68] kom til verden i efteråret 1912, og kort tid efter flyttede mor og far til Viskinge, efter et bestyrerjob i Fuglebjerg, som dog ikke blev af længere varighed.

Tiden i Viskinge var nok den sværeste tid for mor økonomisk set, idet far var indkaldt i beredskabsstyrken i begyndelsen af 1, Verdenskrig i omkring halvandet år.
Der var ikke meget at bide i eller brænde og slet ikke nogen overflod. I 1915 kom jeg til verden og et trekvart år efter min bror Robert i sommeren 1917.
Fra tiden i Viskinge har mor fortalt om naboer og andre, som familien havde fået forbindelse med.
Jeg kan huske, at mor har omtalt slagter Cohn, købmand Petersen, tømrer Niels Peter Nielsen og hans kone, Karen, og Aksel Larsen og hans kone Laura som vi senere blev naboer med i Svebølle fra 1926 til omkring 1953-54. Desuden var der Maren Sofie, som var en original kone i byen, der var Marie "Brændemose", og der var slagter Christensen og endelig købmand Hansen og hans kone Karen. De ernærede sig efter købmandsforretningens konkurs som værtsfolk i forsamlingshuset. Konen havde også fransk vask og strygning. Hun var en nobel kvinde, men havde det meget småt.
Jo, og så var der også Augusta og Jens Stillhoff. Han var ansat ved banen. Dem havde mor og far forbindelse med omtrent til deres død. En passant må også nævnes Laura og Peder Jørgen (-sen), Signe slagter og Laurine, Jens Andersen m. fl.
I maj 1918 flyttede vi så fra Viskinge og ud til huset nord for Smakkerup skole, og det er nok herfra, jeg fra min barndomstid har de fleste erindringer omkring mor.


Da vi tog hjemmet her i besiddelse, var vi tre søskende, først i 1920 blev Henri [94] født, Alex [93] i 1923 og Stella [71] i 1925.

Der har været nok at se til. Hjemmet skulle gøres i stand, husdyrene skulle passes - vi havde som regel gæs eller ænder, høns og kyllinger, et par geder og sommetider en gris - børnene skulle holdes med renlighed og tøj, mors symaskine snurrede, og mad fik vi alle hver dag.
I 1919 begyndte vor ældste bror at gå i skole. Det har næppe gjort pligterne mindre for mor. Omkring dette tidspunkt var det, at mor også påtog sig, at gøre klasseværelse m. v. rent i skolen. Hun fik noget med 10 kr. om måneden for dette stykke arbejde, men når man tager i betragtning, at vor husleje var 15 kr. om måneden, har det jo været et supplement.

Mor var mere temperamentsfuld end far, og jeg erindrer, at hun i disse år under vor opvækst undertiden kunne virke pirrelig og urimelig, fare op over småting og skænde på os, ja i ny og næ smække os et par på ørerne, uden at vi altid var klar over, hvorfor vi havde fået dem tildelt. Senere er jeg kommet til det resultat, at mor var overkørt, og at hun ikke altid kunne finde udveje til at løse problemerne, for dem må der have været mange af.
Endelig var vi vel ikke anderledes end andre børn, vi trængte nok til af og til at blive sat på plads, og mor var jo også et menneske, hun kunne også tage fejl.

Men ingen fremmed skulle komme og sige hendes børn noget på. Da var hun straks kampberedt og klar til at krydse klinge, ganske kompromisløst. Denne holdning bevarede hun højt oppe i årene.

Man kan ikke sige, at mor havde noget hjerteligt forhold til naboer eller bekendte på egnen, dog med ganske enkelte undtagelser. Jeg husker, at en gammel kone, Christian Jørgensens Johanne fra Smakkerup kom og fik forandret gamle klædningsstykker. Til hende havde mor et varmt forhold. Hun kom ret ofte. Som regel skulle de så drikke kaffe sammen og ind imellem se på det stof, som nu skulle beskæres eller ændres. Hun var ellers 25 - 30 år ældre end mor, som havde gået i skole sammen med hendes ældste børn. Jeg er sikker på, at mor ikke havde sagt ja til andre, når det gjaldt et så utaknemligt og undertiden vanskeligt arbejde, som hun i reglen ikke kunne tage noget for, og da slet ikke af Johanne. Hun - Johanne - besøgte os for øvrigt også nogle gange efter, at vi var flyttet til Svebølle. Hun var naturligvis til fods.

Vore nærmeste naboer hed Karl Kristiansen og hans kone Sofie. De havde 10 børn, hvoraf nogle gik i skole sammen med os. Men disse naboer kom vi aldrig sammen med, ja, vi børn legede sammen, men jeg tror aldrig mor og far har drukket en kop kaffe hos dem eller omvendt. Forholdet mellem dem var ikke køligt, nærmest ligegyldigt.
Man kan undre sig over, hvordan der blev tid til avislæsning eller kulturelle sysler i det hele taget. Men nogen tid blev der altså. Mor læste avisen endog særdeles grundigt. De første år var det Kalundborg Dagblad, som var radikalt orienteret, senere, da det gik ind, var det Kalundborg Folkeblad, som nærmest var upolitisk, men omkring valgene bakkede Venstre op. Hun læste også af og til en bog, og hun kunne tale med om alle tidens rørelser, selv om hun kun tog del i den folkelige debat i familiens kreds.

I teatret kom mor og far aldrig, i hvert fald ikke før vi nogle gange havde dem med i Det kongelige Teater og også andre steder. Men det var efter, at de var blevet pensioneret.
Når mor og far en enkelt gang var til en større festlighed i familien eller i deres bekendtskabskreds, var det noget, der blev talt om i lang tid efter. Der var jo ikke råd til de dyre kjoler, men mor kunne jo selv sy sig en pæn kjole, og jeg husker da, at det et par gange var til en sådan større fest. Med hensyn til at sætte håret pænt, så var der endnu i tyverne ikke damefrisører; de begyndte vel nok at komme, men blev som oftest besøgt af den yngre generation, da damerne begyndte at lade håret klippe. Mor havde i mange år et såkaldt krøllejern, som hun varmede i kakkelovnen eller over en spritflamme, og på den måde "satte" hun selv håret. Først højt oppe i alderen var mor til damefrisør, selv om hun dog var blevet "klippet kort" engang i trediverne.

Engang i tyverne var mor på Kalundborg Sygehus i to omgange. Først fik hun taget polypper og var kun væk nogle få dage. Næste gang fik hun foretaget en mindre operation, jeg mener det var hæmorider. Men hun var også i København omkring 1919 og fik taget polypper. Det skal have været en barsk affære i de tider, og mor døjede alle dage med næsen, især når hun var forkølet. Så var den altid tilstoppet. Dette beklagede hun sig nu næsten aldrig over, hvorimod hun meget ofte klagede over hovedpine. Det husker jeg, hun led meget af, og det forlod hende først, da hun var blevet gammel.

Huset, hvori vi voksede op, var et gammelt hus, stråtækt og hvidkalket. I beboelsen var to små stuer, hvoraf den ene benyttedes til soveværelse. Mellem disse to stuer lå tværs gennem huset en gang og et lille køkken. Begge disse rum var på gulvet belagt med mursten. Det var meget praktisk, for dagligfodtøjet var altid træsko. I gangen stod altid fem - seks par træsko, og de har vel ikke altid været helt rene, når vi lige kom udefra. Der var ikke noget der hed flisebelægninger, lidt brosten og marksten langs huset, hvor man gik ind, var alt. Lige uden for indgangsdøren var en brønd med en pumpe. Herfra fik vi vand til mad, kaffe og drikkevand. Og her vaskede mor og skyllede alt tøjet. Det har ikke været noget rart job om vinteren.

Jeg er sikker på, det har været mor, som har foranlediget, at vi i sommeren 1920 lånte lærer Madsens hest, en hvid vallak, som for øvrigt blev kaldt "Møller", og jumpe, som vi kørte til Snertinge i for at blive fotograferede. Billederne har vi da endnu af os tre brødre, som da var otte, fem og tre år gamle. Ved den lejlighed husker jeg også, at far standsede på Algestrup- bakkernes højeste punkt for at vi kunne nyde udsigten. Herfra skuede vi da for første gang ud over den "vide verden", helt ud til Kalundborg kunne man se, og det var længere, end jeg nogensinde havde set.

Da vi nu var ude at køre, besøgte vi Jens Stillhoffs, som da boede i et vogterhus ved Astrup.
Et år før vi flyttede fra Smakkerup til Svebølle, blev vor søster Stella født, så nu var vi altså seks søskende. Det var godt, det blev en pige, for jeg husker familiens og ikke mindst mors bekymring for, at der ikke var mange piger i familien og i vor egen slet ingen.
Det var en stor oplevelse for mor at komme fra et lille hus, hvor pladsen var trang, og hvor fugten hærgede i den våde årstid og så til et større og helt nyt hus, hvor alt duftede af nyt træ og maling fra spisekammer til hønsehus.

Men der kom nogle hårde år rent økonomisk.
Rede penge var der ingen af, nyanskaffelser af tøj og inventar var lig nul, det eneste, der var nok af, var arbejde, ja og så mad. Vi har aldrig manglet mad. Naturligvis var der ikke råd til fint kød fra slagteren og heller ikke til de dyrere retter. I flere år blev der kun købt leverpostej og af og til et pund fars hos slagteren, men det daglige brød og hvad dertil hørte, har vi aldrig manglet.

Allerede i oktober, som vi var flyttet til Svebølle den 1. september, blev vor ældste bror konfirmeret. Det gav anledning til, at en hel del af familien var samlet til fest. Maden var hovedsagelig fremstillet af husets egne produkter, så den var ikke kostbar, men veltillavet. Som drikkevarer serveredes en øl og kaffe. Og sådan formede de seks andre konfirmationer sig også.

Sådan omtrent foregik det alle steder. Der var ikke noget at udsætte på festen, men absolut ingen overdådigheder. Der var mange steder i disse år, hvor traktementet var tarveligere.
De kulturelle oplevelser udadtil var i mange år omtrent sat i stå. Jeg erindrer dog, at mor og far var på Svebølle Afholdshotel, hvortil der hørte en sal med plads til et par hundrede mennesker, når man sad lidt tæt, hvor de overværede en viseaften med Chr. Gottschalk, ligesom de engang overværede en oplæsning af Kaj Munks "Han sidder ved smeltediglen". Herudover tror jeg nok, at de et par gange så filmforestillinger samme sted. Det har nok været film med "Fyrtårnet og Bivognen". En gang imellem gik de da også i kirke, især hos pastor Madsen, tror jeg nok.

Med årene blev deres deltagelse i foredrags- og oplæsningsaftener nok hyppigere, ligesom de var sikre gæster ved forskellige arrangementer, f. eks. når vi senere hen spillede dilettantkomedier.

Krigens tid fra 1940 til 1945 og de følgende par år var en tid præget af vareknaphed, men mor forstod på en ganske udmærket måde at få alt udnyttet således, at de knappe rationer slog godt til, ja, der var da et lille overskud, når der blev sparet i det daglige. På de måde behøvede familie- og nabosammenkomster ikke helt at gå i stå. I krigens tid nærmest blomstrede private sammenkomster, idet der ikke var meget andet at tage del i. Og her holdt mor og far sig ikke tilbage.

Det var som blev der taget revanche for mange års tilbageholdenhed. Naboer og bekendte var: Marie og Aksel Jensen, Amalie og Oluf Hansen, Marie og Herman Larsen, Marie og Jens Andersen, mejeriejer Madsen, lærer Klostergaards, Jens P. Olsen, Ronni (?) Petersens, Sofie og Karl Kristiansen, Ragnhild og Emil Kristoffersen m. fl.

De såkaldte "pølsegilder" var et helt specielt kapitel i historien om sammenkomster. Som regel bestod selskabet af den nærmeste familie og de nærmeste naboer, og det fandt sted i anledning af slagtning af en 3-400 punds gris.
Sovs og fedt og smørelse ligefrem løb ned ad hagen på flere af deltagerne, efter at der var sat store stykker blodpølse med fedt i og sukker og smeltet smør eller margarine til. Når man så derefter indtog et par stykker flæskesteg, et par store ribben og til sidst gammeldags medisterpølse, alt sammen med masser af kartofler, rødkål og opbagt sovs, så vil man forstå, at der nærmest var tale om et veritabelt ædegilde.
Men folk arbejdede jo hårdt dengang, der skulle flere kalorier til. I dag ville et sådant madorgie være utænkeligt. Som drikkevarer serveredes normalt mørkt, sødt hvidtøl af store flasker eller kander.

Vor yngste søster, Norma [70], kom til verden i 1930. Da hun var en lille efternøler, blev hun i nogen grad lidt forkælet af de ældre søskende; det tog hun nu ingen skade af. Hun virkede derimod som et foryngende pust over hjemmet.

I trediverne blev mor nok trods alt aflastet lidt. De store børn var fra hånden, ude at tjene, og de mindre voksede til. Selv om der var meget med vask og reparationer, hjalp det nok alligevel lidt, at der ikke var helt så mange hjemme hver dag.

I 1937, det år mor og far havde sølvbryllup, blev vor ældste bror gift og i foråret 1939 blev Robert gift.

Under krigen boede jeg selv hjemme i 4 - 5 år, fik kost og logi samt vask og renlighed. Rationerne slog altid godt til, vi fik undertiden ekstra mærker for "hårdt arbejdende", men der blev dog spist en del mælke- og grynretter, som vi også satte stor pris på. Det kunne jo sagtens klares med rationerne, når man af og til kunne slagte en gris, selv havde mælk og grøntsager og strakte smørret ved at spise en del fedt på maden. I byerne, hvor man ikke havde sådanne muligheder, kunne det tit knibe med både brød og fedtstof. Det, som det undertiden kunne knibe med, var tøjet og navnlig strømper og skjorter. Mor har mange gange i den tid syet "bunde" i gamle hullede sokker til både far og mig. Hertil brugte hun gamle lærredsrester eller måske et ærme fra en gammel ulden trøje. Stoppegarn var noget, man næsten ikke kunne opdrive, og da vintrene var meget strenge i to - tre af vintrene i krigens år, var det en dejlig fornemmelse, at få sådan et nyt lag uld på fødderne, når man var vant til de hullede sokker.

Et par år før krigen, det var i 1937, havde min ældste bror fået syet et sæt tøj hos manufakturhandleren i Viskinge; han hed Raunholdt-Jensen. Desværre var bukserne blevet en centimeter eller halvanden for korte, dengang skulle bukserne næsten slæbe hen ad gulvet. I hvert fald, min bror ville ikke have tøjet, som kostede 115 kr. Mor fik da den idé, at jeg, der nok var et par centimeter mindre end Therkel, nok kunne overtage tøjet. Dermed fik jeg nyt tøj - jeg har nok trængt til det - og alle problemer var løst og den ulykkelige manufakturhandler hjulpet.

Mor tog resolut sin cykel, kørte den 13 - 14 km. lange vej til Dragsholm, hvor jeg tjente den sommer, traf mig i middagsstunden og aftalte med mig, at jeg overtog tøjet og forpligtelserne med hensyn til betalingen. Hun mente helt bestemt, at tøjet ville passe mig. Hun havde set, at det sad, som var det støbt til mig. Jeg blev meget glad for det tøj og havde det i mange år. Mor sparede sig ikke, når noget var ved at gå i hårdknude.

Da jeg den 1. maj 1938 rejste til Jylland, hvor jeg var i to år, forærede mor mig et nyt sæt undertøj, det hed Interlook (Interlock??) og var meget behageligt. Mor vidste måske nok, hvad jeg kunne komme til at trænge til. I de par år, jeg var derovre, sendte jeg for øvrigt en gang hver fjortende dag eller deromkring en pakke snavset tøj hjem til mor og fik den ren og duftende tilbage. Så var der altid et brev i den også. Som sagt gav far sig ikke meget af med brevskrivning.

Da krigen var slut, blev to af vore brødre gift med ca. ét års mellemrum, Alex i 1945 og Henri i 1946 og Norma i 1948, så nu tyndede det godt ud i de børn, som mor havde omkring sig i så mange år. Endelig i 1950 blev Stella gift, og mor og far blev nu alene i det daglige. Men hermed blev de også lettet for byrder, som de havde båret på i mange år uden at kny.
Mor elskede i disse år at se alle hendes børn forsamlede i hjemmet, hvilket for de flestes vedkommende skete hyppigt.

I 1940 var det første barnebarn, Kurt [345], kommet til og senere gik det hurtigere. Mor opnåede at se 16 børnebørn, og hun havde på sine gamle dage lige så mange oldebørn,
Hun holdt også meget af, at børnene, som jo efterhånden kom til hende i biler, kørte en tur for hende og far. Bare ud at se kendte steder, eller en lille tur til en slægtning eller en gammel bekendt.

I 1956 afstod de da ejendommen i Svebølle og flyttede til Viskinge, hvor de havde 20 gode år. Jeg skylder dog at fortælle, at mor et par gange var på Kalundborg Sygehus, mens de boede i Svebølle. Første gang var på grund af en epidemi af paratyfus, som hærgede egnen lokalt. Mange mennesker blev indlagte, og mange var virkelig syge. Jeg tror én eller to døde. Smitten stammede fra en ko på en gård i nærheden. Der er nok solgt mælk fra "stalddør", og på den måde er smitten spredt. Mor kom dog hurtigt hjem igen, hvorimod Stella og Alex måtte blive på epidemiafdelingen i 3 - 4 uger.

Næste gang mor var på sygehuset, var omkring 1950, hvor hun blev opereret for en svulst i underlivet. Hun var meget medtaget en tid, men kom over det og blev som før igen.
I Viskinge nød de rigtig deres otium. De var jo ikke så gamle, da de startede livet der. Mor var knap 65, og far var knap 67.

Inden de fik telefon, fik vi ofte brev fra mor, som holdt af at skrive. Hun bevarede sin sirlige skrift helt op i sine seneste år. Der er gået mange breve
til Amager, hvor vi kom til at bo og til Jylland, hvor vor yngste søster med familie var flyttet hen.

Mor nåede i Viskinge at holde både 65-70-75 og 80 års fødselsdage, og de blev alle fejret på behørig vis med familiesammenkomster.

De almindelige fødselsdage blev fejret under mere beskedne former. Mors 70 års dag blev markeret hos vor søster Stella i Viskinge. 75 og 80 årsdagene blev holdt hjemme, mens 85 års fødselsdagen blev fejret med familiemiddag i Rørby Sognegård, men da var mor og far ikke boende i Viskinge.

I tresserne fik de både telefon og fjernsyn, og det var erhvervelser, de aldrig nogensinde havde drømt om. Men disse to anskaffelser havde de megen fornøjelse af.
Modgang var der også. Mor og far blev ikke forskånet for at blive ramt. Det værste slag, der ramte dem var, da vor dejlige bror, Robert, døde i oktober 1967, 50 år gammel. Han havde i et par år haft lidt vrøvl med hjertet og havde et par gange været indlagt på Kalundborg Sygehus. Alligevel var det et chok, da han pludselig døde en aften, hvor han var til en sammenkomst med nogle jægere i Værslev forsamlingshus. Mor var ikke helt sig selv efter dette, hun blev aldrig helt den samme igen, skønt hun levede 12 år efter Roberts død. Nok havde hun i alt syv børn, men undvære nogen af dem, kunne hun alligevel ikke.
Da mor kom op i årene, mistede hun, som naturligt er, når man lever længe, flere af de gamle bekendte. Selv om hun aldrig havde været stærkt knyttet til mennesker udenfor familiens kreds, selv svigerinder eller svogre blev hun aldrig helt fortrolig med, så søgt hun nu mere kontakt med ældre og yngre familiemedlemmer og især med hendes egne søskende og deres familier. En særlig kontakt blev nok etableret med den ældste søster, som havde boet i København siden ungdommen. I flere år så de ellers ikke hinanden, men nu kunne de ikke få stunder nok sammen. Det var ligesom en genopblussen af barndomstiden i alderdommen.
Også på slutningen af tiden i Viskinge var mor på Kalundborg Sygehus for en operation, om det var mavebrok eller en svulst i underlivet, ved jeg ikke; det har nok nærmest været det sidste. Efter opholdet på hospitalet kom mor på rekreation på Klintsøgård nær Nykøbing Sj. Det blev ikke nogen succes. Da vi den følgende søndag sammen med far skulle besøge mor, så vi ved vor ankomst, at mor var stærkt deprimeret. Skønt forholdene skulle være ideelle for mennesker, som skulle finde ro og hvile, befandt mor sig mildt sagt ikke godt. Hun, der aldrig havde boet udenfor sit hjemsogn, har nok følt det, som var hun forvist til en anden verden. Inden vi kørte hjem, hævdede mor kategorisk, at hun ikke kunne og ville være der mere. Hun led af hjemve. Vi tog mor med os hjem til Viskinge.
Forbavsende længe blev mor ellers ved med at bevare sin vitalitet og bevægelighed. Se hende springe op og ned ad trapper eller bare gå fra den ene stue til den anden, var som en stormvind, selv om hun var omkring de 80 år.

Var vi forsamlede hos én af os søskende og sad og snakkede lidt efter, at maden var indtaget, kunne mor pludselig komme ind i stuen fra køkkenet, hvor hun helt alene havde klaret opvasken. Det har hun præsteret mange i 80 års alderen. Derimod kom mors gamle symaskine ikke så ofte frem, som i de yngre år. Til gengæld kastede hun sig over tilvirkning af mange forskellige småting. Jeg tror, hun har hæklet mere end 200 mellemlægsservietter foruden en mængde andre ting. Hun forærede det hele væk til børn og børnebørn.
Men i 1975 kunne mor dårligt klare husets arbejde mere. Efter fars ophold på Kalundborg Sygehus, hvor det blev konstateret, at far led af sukkersyge og skulle have diætmad, kunne mor ikke overse situationen mere. Hun havde nogle gange haft kommunal hjemmehjælp til rengøring og deslige, men det tiltalte hende ikke.

Nu gik de efter nogen debat i hjemmet med til at rejse til plejehjemmet "Ellebo" i Bregninge. Hverken mor eller far var nu så åndsfriske mere, at det var forsvarligt at lade dem bo alene i huset. Især far var også af og til præget og knuget af angstfornemmelser, men begge kunne de fantasere over hændelser, som enten aldrig havde fundet sted, eller også foregået for mange år siden.

På plejehjemmet fik de den bedste pleje, man kan tænke sig. De første par år var det også som om de helbredsmæssigt fik det lidt bedre.

De ville gerne køre med en tur til familie eller andre, når nogen af deres børn kom og besøgte dem, og især mor tog livligt del i arbejdet i terapien. Hun fremstillede adskillige puder, hatte m.v. Men efter at mor og far havde fejret deres krondiamantbryllup i Bjergsted forsamlingshus den 6. maj 1977 gik det stærkt tilbage for dem, men især for mor. Hun blev svimmel, kunne ikke færdes selv, endog ikke fra det ene rum til det andet. Var en overgang indlagt på Kalundborg Sygehus, hvor man ikke kunne gøre noget. Efter et fald, hvor mor slog sig slemt og pådrog sig en svær skade i panden, kom hun igen på sygehus, men oplevede atter at komme tilbage. Det gik dog stærkt tilbage i efteråret 1978. I oktober og en del af november 1978 havde mor igen været indlagt på sygehuset. Far var også indlagt der en halv snes dage samtidig, men begge kom hjem igen, dog ikke i en tilstand, hvor der var spor af livsgnist tilbage, især ikke hos mor. Det gik kun tilbage dag for dag. I glimt var mor i stand til at skelne mellem fortid og nutid, men for det meste blev det ikke til megen snak.

I foråret 1979, oplevede mor dog at være med til at fejre fars 90 års fødselsdag, som blev markeret ved et stort familiekaffebord på hjemmet, hvor de boede. Det blev en meget smuk fest, takket være de overmåde rare mennesker, som udgjorde personalet på hjemmet. Mor sad med til bords i en transportabel stol, men forholdt sig meget passiv.

Sidst i juni måned, hvor vi var klar over, at mor ikke mere havde så lang tid igen, var vi en tur i Østrig med Kisse og Viggo. Vi ringede hjem hver anden dag, men tilstanden var uforandret, også da vi kom hjem. Den 9. juli var vi en tur på Amager, da der blev ringet, at mor nu var meget ringe. Vi kørte straks til hendes sygeleje, men hun var ikke nærværende og åndedrættet var kort. Da det blev nat, sov vi nogle timer hos søster Stella i Svebølle, hvorefter vi igen tog til Bregninge, hvor vi blev til kl. 11. Mors tilstand var kritisk, hvorfor vi traf aftale med personalet på hjemmet, at vi ville komme igen og våge ved mors leje om natten, hvorefter vi tog til Svebølle for at få lidt mad. Da vi havde spist et par stykker mad, blev der ringet fra hjemmet, at mor var gået bort kort efter, at vi var kørt. Det var kedeligt, men sådan kan det gå, når man ikke er betænksom nok; og mor havde jo været svag så længe, at det var svært at mene noget som helst om, hvornår døden ville indtræde. Om aftenen holdt vi en lille andagt omkring mors kiste ude på gangen, hvor personale, beboere og nogle få af den allernærmeste familie var mødt op. Jeg sagde ganske kort nogle få ord, vi sang et par salmer, hvorefter jeg bad Fadervor. Så kørte vi kisten til Viskinge Kirke, hvor mor blev begravet den 14. juli af pastor Koudal fra Bregninge. Vi samledes alle bagefter i forsamlingshuset.
Nøjagtig samme procedure blev fulgt, da far otte måneder senere blev stedt til hvile.

Har mor og far nu sat sig spor og levet deres liv på en måde, som vi efterkommere vil mindes med glæde? Har de i deres tilværelse her på jorden søgt bestemte mål? Har de præget deres børn på en sådan måde, at det har fået os til at tro på noget, på at livet har en mening, at der er forskel på godt og ondt, på hvad der er rigtigt og forkert, at det er bedre at give end at tage og, at det ikke altid er samfundets skyld, når noget ikke helt går, som det skal? Hertil må svares et uforbeholdent ja.

Mor og far var taknemmelige for livet. Ville helst se de lyse sider. De var aldrig bitre på samfundet. Kunne naturligvis som almindelige mennesker træffe forkerte beslutninger, og de kunne også tage fejl i afgørende øjeblikke, men de var betagne af livets mangfoldige muligheder, og de var ydmyge overfor verdens storhed og rigdom og over universets gåde. De ville gerne være rene, og de var det, så vidt det lod sig gøre. Som mangfoldige andre kæmpede de hele deres liv for en bedre verden og bidrog med deres lille andel i kampen for fred, frihed og retfærd.

Vi skylder dem meget. Mere end vi kan udrede.

(Skrevet af Erland Petersen)

Billede

punkttegn  Begivenheder i hendes liv:

1. Konfirmation, 1-10-1905, Aunsø Kirke, Viskinge sogn, Skippinge herred, Holbæk amt. (Den gamle kirke ved godset).



2. Flytning til ny bopæl, 1926, Svebølle.


Billede

Magrethe blev gift med Boelsmand Carl Christian Pedersen [66] [MRIN: 26], søn af Husmand Ole Peter Pedersen [108] og Hanne (f. Hansen) Pedersen [109], den 6-5-1912 i Viskinge Kirke, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. (Boelsmand Carl Christian Pedersen [66] blev født den 8-4-1889 i Aarby sogn, Ars Herred, Holbæk Amt, dåb den 9-4-1889-19-5-1889 i Hjemmet, Fremstillet Årby kirke, Årby sogn, Ars herred, Holbæk amt, døde den 20-3-1980 i Ellebo Plejehjem, Bregninge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt og blev begravet på Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt.)

punkttegn  Begivenheder i deres ægteskab:



1. Sølvbryllup, 6-5-1937, Svebølle.
Foto: Familie og venner foran statshusmandsbruget i Svebølle



2. Diamantbryllup, 6-5-1972, Værslev forsamlingshus.
Foto: Fra venstre: Erland, Margrethe, Stella, Christian, Norma, Henri og Alex



3. Krondiamantbryllup: Fest kl. 12:30 med hele familien, 6-5-1977, Bjergsted Forsamlingshus.
Foto: Artikel fra Holbæk Amts Venstreblad om krondiamantbrudeparret.


Billede

Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 25-5-2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af thommesen@dbmail.dk