Boelsmand Carl Christian Pedersen [66]

  Notater:

Min far (skrevet af Erland Pedersen [8])

Far [66] blev født på Årbygården nær Kalundborg som den næstældste af en søskendeflok på 11, nemlig otte drenge og tre piger, den 8. april 1889.

Skønt opvokset i meget små kår - det kunne ikke være anderledes - har far aldrig nogensinde overfor os, hans børn, beklaget sig eller givet udtryk for bitterhed, tværtimod kunne han berette om mange pudsige hændelser og morsomme episoder fra hans barndom og ungdom.

Da far var fem år blev han angrebet af sygdommen krupp - en sygdom som giver svære halsonder. Farmor [109] kørte ham i en gammel barnevogn - der var jo på det tidspunkt fire-fem små i familien -fra Årbygården og til sygehuset, hvor han blev opereret i halsen. Jeg har siden ladet mig fortælle, at den lille purk var mere død end levende, da han ankom til sygehuset, og at der ikke levnedes ham meget håb.

Hvilke tanker, der er gået gennem hovedet på min farmor under den fem-seks kilometer lange tur frem og lige så langt tilbage med den tomme vogn, lader sig ikke udforske, hun var på dette tidspunkt 28 år gammel og har givet indstillet sig på,at der skulle et mirakel til for at redde hendes barn.

Miraklet skete, far overlevede, men havde hele sit liv en mindre sænkning i halspartiet, der hvor vi andre har "adamsæblet".

Far gik i skole i Årby fra 1896 til 1903, hvor han blev konfirmeret i Årby kirke. Forinden havde han dog - i hvert fald om sommeren - gjort gavn på de omliggende gårde og ejendomme med kreaturpasning o. l. i tre-fire år. De blev sendt tidligt ud dengang, men det var vilkårene for de fleste. De lærte tidligt at klare sig selv og at bruge fingrene og armene, og dagene var lange, 12-14 timers arbejdsdage var ikke usædvanlige. At de så også lærte de grundlæggende fag i skolen, som de ofte måtte svigte på grund af arbejde på gårdene eller i hjemmene, er mig den dag i dag en gåde.

Da mine søskende og jeg et kvart århundrede senere selv gik i landsbyskole, skulle der helt ekstraordinære situationer til, for at vi skulle svigte skolen. Far og mor accepterede det simpelt hen ikke - naturligvis ud fra egne erfaringer og absolut til vort bedste.

Far tjente som ganske ung på gårde i nærheden af hjemstavnen. Bl. andre har han tjent på Voldbjerggården i Badstrup og på Årby Møllegård, som dengang var en rigtig møllegård - d.v.s. der blev drevet både landbrug (vist ca. 60-70 td. l.) og møllerivirksomhed med en stor vindmølle. Mølleriet var vistnok overvejende baseret på at male eller grutte korn til svin eller kreaturfoder, men i ny og næ kunne folk også få lavet mel eller gryn af eget korn.

I 1910 blev far indkaldt som soldat. Han blev trainkonstabel, hvilket han hele sit liv var meget stolt over. Hele sit liv havde far et ganske særligt forhold til heste. Han holdt af dem og behandlede dem altid med den største omhu. Der var mange, som kunne have lært af ham, hvordan man behandler heste, strigler og renholder dem, arbejder med dem, spænder dem for m.v. Ikke alle behandlede deres heste lige godt. Det var mange steder et hårdt liv at være hest. Jeg har aldrig set far misbruge en hest. Det var nok noget, der lå i ham, men i soldatertiden har han naturligvis fået en skoling, som han aldrig har lagt af.

I første omgang var han soldat i et års tid. Han var stationeret eller "lå" som man sagde, på Bådmandsstrædes Kaserne på Christianshavn, der hvor i dag Christiania ligger.

Soldatertiden var i det hele taget et yndet samtaleemne i de tider, og alle min fars brødre - i alt otte - har været soldater, nej, jeg tror nu, at Folmer slap, for der var noget der hed frinumre i tyverne og trediverne, og han trak et sådant. Og at far har været glad for soldatertiden, kan der ikke herske tvivl om. Helt op i en høj alder kom talen ofte ind på den tid, og han har altid omtalt den med veneration - de uundgåelige stroppeture, som han naturligvis også havde været udsat for, lo han ad, og han kunne fortælle detaljer om små numre, som de menige havde lavet med befalingsmænd, uden at det kunne spores, hvem der var gerningsmanden.

Lige inden indkaldelsen til soldatertjenesten tjente far på Asminderupgården i Asminderup. Gården ligger lige vest for Snevris skov ved Saltbæk Vig i Værslev Sogn.

Efter aftjent værnepligt kom far tilbage samme sted, og nu var yngstepigen på gården en to år yngre Margrethe [67], som senere blev min mor. De to blev forlovede og gift i Viskinge kirke af pastor Poulsen den 6. maj 1912.

I sine unge dage og drengeår var far stærkt interesseret i gymnastik og husflidsarbejde, og lige som sine søstre og brødre var han alle dage meget ferm til at håndtere et stykke værktøj..
Resultaterne ligefrem voksede ud af hænderne, som man dengang sagde, håndelag. Men far var også interesseret i, hvad der foregik på højskolerne. Han kunne en masse danske sange udenad, sange, som han senere lærte os i de lange vinteraftener. At han aldrig selv opnåede at opleve et højskoleophold skyldtes ikke uvilje eller vaghed, men udelukkende den tids økonomiske forhold sammen med det forhold, at far blev gift som 23 årig.

Far og mor fik ved deres giftermål plads som bestyrerpar på en gård i Fuglebjerg, men efter hvad jeg har kunnet forstå, var det ingen succes, idet de forlod pladsen allerede efter et halvt år og flyttede til Viskinge. Mens de var i Fuglebjerg blev vor ældste bror, Therkel [68], født den 5. oktober 1912. I Viskinge arbejdede far en tid på savværket, som hed "Øresø", og havde sit navn fra den tidligere beliggenhed ved Øresø, hvor kraften leveredes af vand fra Hallebyåen.

Efter nogen tids forløb og efter forskellige mere løse job kom far ind ved Statsbanerne, som man dengang kaldte det, som løsarbejder på linien. Dengang var der mellem hver station ansat et hold, en kolonne, som det kaldtes, på seks til otte mand med formand og næstformand. Deres arbejde bestod i vedligeholdelse af banelegemet lige fra lugning og græsslåning til hegnsarbejde og stopning og fyld under sveller og skinner samt alt arbejde i forbindelse med udskiftning af sveller og skinner og regulering af overskæringer og pladsarbejde ved stationer m. v.

Det var ikke fast arbejde for de ikke-fastansatte. I lange perioder om vinteren måtte far, som så mange andre, gå arbejdsløs. Og understøttelsen dengang var ca. en fjerdedel af den normale dagløn, som i sig selv kunne være ringe nok. Det siger sig selv, at der kunne være smalhals i sådanne små hjem, og bedre blev det ikke, da Verdenskrigen brød ud i 1914. Far blev indkaldt og var vistnok med i den såkaldte sikringsstyrke i 18 måneder. Der var ikke noget, der hed soldaterløn og heller ingen hjælp til soldaterhustruer., så det siger sig selv, at pengene må have været meget, meget små. En have med kartofler og grøntsager var en guldgrube, familien, som heller ikke havde i overflod, har vel hjulpet lidt og efterhånden fik mor tilladelse til af kommunen at hente én liter sødmælk daglig hos sognerådsformanden.

Under disse omstændigheder, mens Europa stod i brand, fødtes jeg den 27. september 1915 i det lille hus bag forsamlingshuset.

Naturligvis var der mange tusinder, som var i samme situation, som mine forældre; det har været en barsk tilværelse. Næsten ikke til at skelne fra Middelalderens soldaterhvervning, hvor den enkelte dog som regel tildeltes en smule sold. Men trods dette brutale indgreb i familielivet, har jeg aldrig hørt far berette om denne tid med bitterhed. Han tog qua sin opdragelse og sin indstilling til samfundet og autoriteterne skæbnens tilskikkelser med tålmod uden at kny. Hans hele filosofi gik ud på - og denne indstilling fulgte ham livet igennem - når andre kan leve med og udholde de skrub, verden giver, så kunne han også. Et livssyn som gør, at man forliger sig med livsvilkårene således, at dagligdagen bliver tålelig, til tider lykkelig, uden at der opstår de store spændinger og kriser.

Da vor næste bror, Robert [69], fødtes den 1. juli 1917, var far kommet fra sikringsstyrken, idet der fandt en afløsning sted. Vi var også flyttet fra "det lille hus" bag forsamlingshuset til huset, hvor tømrer Niies P. Nielsen senere drev virksomhed fra. Det er huset, som ligger øst for den gamle skole kun en vej og "mindestenen" er imellem. Det er fra dette hus, at jeg svagt erindrer et par enkeltheder, skønt vi rejste derfra den 1. maj 1918., for at flytte til huset i Smakkerup, hvor de fleste af os brødre havde vor egentlige barndomstid.

Fra dette tidspunkt husker jeg kun far, som ansat ved banen, afbrudt af mindre perioders arbejdsløshed om vinteren.

Til huset var der have og et lille vænge, og herudover havde far lejet en lille trekant jord af Hørve-Værslevbanen; jeg tror afgiften var tre kroner om året. Her dyrkedes kartofler og grøntsager, og på baneskråningerne høstedes hø til et par geder, her var afgiften én krone pr. år.

Huset, vi boede til leje i, var nok lille, når man tager den voksende familie i betragtning, men til gengæld var de ydre forhold ideelle. Der var som nævnt en lille stald og en lo, og der var hønsehus og brændehus m.m. Huset lå ca. 300 meter fra skolen, så vi havde nær til skole, da vi begyndte på den metier.

Far så vi i sagens natur ikke meget til på almindelige hverdage. Desto større var fornøjelsen på søndage og om aftenen, når far ikke havde travlt med forskellige udendørs gøremål.
I de lange vinteraftener sad vi omkring brændeilden i kakkelovnen og petroleumslampen og sang viser og sange. Far kunne en masse gamle sange, men også fædrelandssange lærte han os mange af. Efterhånden skulle de ældste børn også læse lektier om aftenen. Det hele foregik i samme rum, hvor der også, så længe jeg kan huske, var spædbørn, som skulle plejes og vasketøj, som skulle tørres ved kakkelovnsvarme mellem mors sytøj.

Når far skulle ordne have, lægge kartofler, kalke eller save brænde, havde han altid to-tre smådrenge omkring sig. Og tidligt fik vi lært at give en hånd med. At trække i saven eller lægge kartofler i jorden er noget af det første, jeg husker, vi fik lov til at udføre.

Jeg tror nok, vi startede med at give 15 kr. i husleje om måneden, men herudover havde far lovet manden, vi boede til leje hos, at høste hans korn. Det har drejet sig om 8 - 9 td. land, og i de første år foregik det med en såkaldt aflægger, som ikke bandt negene. Der var leben, når mor og naboens kone - de boede også til leje i et hus, som ejedes af den samme mand, som besad vort hus - samt alle børnene, større og mindre, skulle binde kornet og stille det i hobe eller hove, som vi undertiden hørte benævnt traver eller halvtraver, uden at der dog var noget bestemt antal neg i dem.

Manden, som ejede de to huse, naboens og vort samt ejendommen han selv boede i, og som han drev al jorden fra, var den samme gamle mand, som løftede mig ned fra vognen, da han med sit køretøj hjalp os at flytte fra Viskinge. Han hed Hans Peter Danielsen. Men ham vender jeg tilbage til senere.

Far var nødt til at være i fagforening, da han arbejdede på banen. Jeg skriver "nødt til", for det var ikke fordi det huede far, dertil var han for meget individualist. Men han gjorde det for at kunne beholde sit arbejde og dermed forsørge sin familie. Jeg husker, at der undertiden kom kolleger til far, fire-fem stykker, de holdt vist bestyrelsesmøder, men for far var det noget, der blot skulle overstås. Far var liberalist, han var radikal - Ove Rode var hans store ideal -.

Jeg husker dog, at far engang tog min ældre bror og mig med til et arrangement i Viskinge forsamlingshus, som var sat på benene af hans forbund og vistnok andelshaverne i forsamlingshuset. Det var en dilettantforestilling, hvor der opførtes to små stykker: "Kloge Ellen" og "Studeprangerne", som jeg 15 - 16 år efter selv kom til at optræde i. Det var far magtpåliggende, at vi skulle se hvilke aktiviteter, man kunne fornøje sig med i fritiden og samtidig snuse lidt til folkeligt samvær. Pudsigt nok kom alle vi søskende til at optræde mange gange på amatørscener.

Så snart vi kunne cykle og følge nogenlunde med, tog far os med til bl. a. dyrskue og andre folkelige sammenkomster. Bedst husker jeg nok grundlovsfesterne i "Egemarkes" have, hvor far tog os med fra vi var ca. 10 år. Hver gang jeg kører forbi "Egemarke", rinder den tid mig i hu. I den gamle herregårdshave var der folkeforlystelser som luftgynger, karruseller, skydetelte, tombolaer og undertiden var der et lille cirkus. Jeg husker da, at Cirkus Alaska var der engang, det var for øvrigt første gang, at jeg så artister optræde. Der var også restaurationstelt, hvor nogle undertiden fik en tår over tørsten.

Far vandt gerne noget, når han trak numre i en tombola. Jeg husker således, han har vundet et spisestel, kaffestel, en tønde korn, forskelligt værktøj og engang en ko, som han dog straks solgte til en slagter for 275 kr. Det var MANGE penge dengang.

Dyrskuerne holdtes jo dengang som lokalskuer, folk havde ikke biler, og transporten af dyrene over de lange afstande var uoverkommelig. Derfor holdtes der skuer både i Kalundborg, Jyderup og undertiden Høng eller Gørlev. Jeg har været med far mange gange både i Kalundborg og i Jyderup.

Det hændte også et par enkelte gange, mens vi endnu boede i huset ved Smakkerup skole, at vi fik lov til for 35 øre at køre til Viskinge, hvor et omrejsende filmselskab en gang om måneden viste en eller anden film. Det var en vældig oplevelse for os, så var det på det nærmeste ligegyldigt, om filmen var god eller dårlig.

Far ville gerne være sin egen mand, men pengene var små, så mulighederne var ikke store. I 1924 søgte han gennem jordlovsudvalget at få del i den jord, som staten lod udstykke i husmandsparceller og som stammede dels fra præstegårdsjorden og dels fra den jord, som de store godser måtte aflevere ved lensafløsningen af 1919. Det var en proces, som strakte sig over en årrække, så i tyverne var udstykningen på sit højeste. Staten havde også forkøbsret, når større gårde skulle sælges, og der er mangen en stor gård, der mødte sin skæbne både i tyverne og trediverne. Det er pudsigt at tænke på, at i vore dage er udviklingen gået den anden vej. Men det er nok rigtigt, at der med udstykningen opstod en masse nye hjem, gode og sunde hjem, hvor børn havde gode vilkår og lærte at hjælpe til med håndens arbejde og at omgås dyr og se afgrøder gro. Det var forløberen for familiebruget, som vi kender så godt i dag.

I første omgang nåede far ikke at komme i betragtning, ansøgerne var mange og parcellerne begrænsede, men året efter i 1925 var der gevinst. Far var glad, han var da 36 år gammel, og for os børn tegnede der sig nu en helt anden livsform.

Jordlodden, far blev tildelt, var på en ca. 10 td.l. og udstykket fra gården "Svebøllegavn" ved Svebølle Stationsby. Dengang var gården en forpagtergård under "Lerchenborg". Arealet lå på vejen mellem Viskinge og stationen i Svebølle. Her blev to parceller udstykkede syd for vejen lige netop over grænsen i Aunsø sogn. Den anden parcel fik vore gamle kendinge og naboer fra Viskinge, Marie og Aksel Jensen, så nu blev vi altså naboer igen. (Se tekst nedenfor)

Far havde nok håbet, at han kunne have beholdt sit sæsonarbejde på banen, som et særdeles vigtigt supplement til driften og starten af ejendommen, hvor der nu skulle anskaffes besætning, redskaber, gødning og såsæd og en række andre større og mindre ting. Det kunne han imidlertid ikke, og det var nok et slag for ham. Men dengang var det sådan, at så snart man havde en nok så lille lod, blev man betragtet som besiddende og altså ikke helt værdig trængende til at oppebære en dagløn, i hvert fald ikke ved arbejde for staten. De dårlige tider var jo netop begyndt, der var ikke så få arbejdsløse - men det skulle blive langt værre.

Det var i foråret 1926, at far tog fat på arbejdet i sin nye tilværelse.

Allerførst skulle jorden gødes, tilberedes og tilsås. Derefter skulle man i gang med at bygge.

Far og naboer byggede i fællesskab brønde ved begge ejendomme, gravede grunde ud og planerede omkring bygningerne samtidig med, at de betjente håndværkerne som byggede. Og roerne på marken skulle også passes den sommer. Det må have været et ganske utroligt slid, men dagene blev også gjort lange. Undertiden kunne jeg hjælpe far lidt i roerne og også være med til at samle sten af - og dem var der mange af - men også i høsten kunne man hjælpe en smule. Vor ældste bror, som den sommer "gik til præst", var hver dag på arbejde hos før nævnte Hans Danielsen.

Far glædede sig over at se huset rejse sig. Det var jo et nyt hjem, man her skulle indvie. Det kunne hænde, at far efter fyraften tog mig med på en rundgang i bygningerne, hvor vi gennemgik det hele, og hvor jeg blev forklaret, hvad man nu skulle i gang med, f. eks. rejsning af spær, støbning af krybber, lægning af gulve, pudsning af vægge osv. Så gik jeg og fantaserede om den storslåede fremtid, som vi nu stod på tærskelen til. Hele herligheden stod dengang til 10.000 kr. Jorden var jo afdragsfri, skulle kun forrentes, og det endda, som det hed, med konjunkturbestemt rente.

Det var både en glædens og en sorgens dag, da vi d. 13. september 1926, på min søster Stellas ét års fødselsdag, forlod det gamle hus og flyttede til det nye hjem i de nye omgivelser.

Der var glæde, fordi alt var nyt og anderledes, og vemod, fordi vi skulle forlade det gammelkendte, det tilvante. Måske tænkte jeg mest på min gamle skole, min lærer og mine kammerater. - Men tilbage til far.

Økonomisk har det været en meget svær tid at komme igennem disse år. Sidst i tyverne og først i trediverne var dansk landbrug ude for nogle slag, som var ved at trykke erhvervet i knæ. Når det lykkedes far at fægte sig igennem, skyldes det nok, at han fik lidt indtjening på anden måde. En tid var han sammen med vor nabo, Aksel Jensen, på skovarbejde i Stenrand Plantage, i nogle sæsoner var han på Øresø fabrik og havde hest med til at trække tipvogne med. Endelig var han i ny og næ lidt på skovarbejde i Svebøllegavns skove om vinteren. Alt dette i forbindelse med, at livremmen blev spændt ganske kolossalt ind, tæring blev sat efter næring, gjorde, at det omtrent lykkedes at svare enhver sit.

Indtægten ved landbruget var vel i nogle år negativ, og købmanden måtte give kredit med foderstoffer, gødning og såsæd. Omsætningen var ikke stor. Jeg kan huske, at man en tid lang fik 35 kr. for en slagtegris, efter at den havde fortæret 3-4 td. korn og en del skummetmælk. Jeg husker også, at far i tørkeåret 1933 kun høstede 35 td. byg Det år var krisen på sit højeste. Herefter hjalp det en smule.

Købmand og smed måtte undertiden undvære deres tilgodehavender i flere år. Det var hårde år for dem også. Midt under den værste krise vedtog regeringen en række lovforslag - de såkaldte akkordlove - som gjorde det muligt for debitorer og kreditorer at komme til forlig angående de langvarige kreditter. Man ligesom begyndte på en frisk; med regeringens mellemkomst og garanti afregnede man med sine kreditorer og startede forfra. Men mange kreditorer måtte nøjes med 15 - 20% af deres tilgodehavender, og mange, både landmænd, handlende og håndværkere måtte alligevel forlade hus og hjem.

Regeringens formål var naturligvis at forhindre, at ikke alle Danmarks selvstændige erhvervsdrivende skulle gå fallit. Og man må nok sige, at det lykkedes i nogen grad, selv om mange tusinder ikke stod til at redde. Der var i en periode mere end 300.000 arbejdsløse, og det var virkelig en katastrofe at være uden arbejde i de tider Understøttelsen forslog ikke til forsørgelse af en familie, og det var hovedsagelig familieforsørgere, der var tale om - ikke som i dag, hvor de fleste uden arbejde ikke er egentlige forsørgere.

Far gik aldrig på akkord med købmanden, men betalte enhver sit, selv om der ikke var noget, der hed renter og pålæg. Det forekommer mig, at far i et par enkelte år betalte købmanden 3% i rente af gælden, men normalt var der ikke tale om erlæggelse af renter, når det drejede sig om gæld for køb af almindelige forbrugsvarer.

I huset ved Smakkerup fødtes tre af vore søskende, nemlig Henri [94] i 1920, Alex [93] i 1923 og endelig en pige, Stella [71] i 1925.

Fire år efter, at vi var flyttet til Svebølle, fødtes vor sidste søster, Norma [70], i 1930. Da var allerede de ældste konfirmerede, idet min bror Therkel var 18 år og jeg selv 15 år gammel.
Disse år under den store verdenskrise har været en vekslen mellem frygt for knugende armod og spirende håb om bedre tider. Jeg husker mangfoldige tilfælde, hvor man ikke vidste, hvor næste termin eller de få kroner, som skulle betales i skat, skulle komme fra, for slet ikke at tale om, hvorfra man skulle skaffe de daglige fornødenheder. Familien var jo stor, og der var udgifter, som man ikke kunne komme udenom. Men jeg husker også optimisme og tro på fremtiden, når talen drejede sig om os børn. Jeg mindes også glade aftener, f. eks. når der var slagtet en gris, og vi alle havde spist over evne, for sultne var vi ikke, vi havde altid det daglige brød, selv om pålægget undertiden kunne være sparsomt. Der blev altid udvist den største sparsommelighed.

Sådanne aftener kunne sangbøgerne komme frem, og så gik det løs med mange forskellige sange lige til sengetid. Da vi var mindre sang far altid for, senere overlod han dette hverv til en af de største drenge.

Selv om der aldrig var tid eller råd til noget så vildt som ferier eller rejser, så har vi altid fejret julen sådan, som jeg synes, at den bør fejres. Vi har altid haft juletræ, og julegaver har vi også både fået og givet, ligesom der aldrig manglede noget på vort bord juleaften og i juledagene. I kirke skulle vi da også gerne i julen, i hvert fald alle, der havde stunder til det.

Jeg husker spændingen til optakten omkring juletræet lige fra de første år, jeg kan huske. Far havde pyntet træet i stuen, mens alle vi børn måtte opholde os hos mor i køkkenet. Ingen måtte se træet, før det var færdigt og stod tændt, det var næsten ikke til at holde ud. Men omsider slog far dørene op til stuen, og vi væltede ind. Vi kunne ikke gå om træet alle, det var der ikke plads til, så vi sad ned og sang julesalmerne, mens lysene brændte ned. Der var gerne et par af de mindre, som fik svedet pandehåret af de brændende lys. De kunne ikke komme nær nok på. Godteposerne og gaverne var naturligvis beskedne, men de var der, og det står stadig for mig som noget af det rene vellevned og overdrevne frådseri. Vi fik en hel appelsin hver. Det var sager. Vi kunne gemme den i flere dage, for dengang havde man kun appelsiner til jul, så var det forbi. Far sang også for på julesalmerne.

Undertiden kom fars brødre eller andre på besøg hos os en af juledagene, Nogle kom selv-budne, andre var "bedt", som familien sagde.

Det var i sig selv en slags højtid at have far omkring os i jule- og nytårsdagene. Det var kun det nødvendigste arbejde, man udførte.


Far var en høj velproportioneret mand. Han var blond og bevarede meget af håret højt oppe i alderen. Jeg kan huske, at han havde "cykelstyr-skæg", en skægmode som var fremme omkring 1920, måske før; men det er fra denne tid, at jeg erindrer, at det prydede min fars ansigt. For at få det til at sidde rigtigt i de snoede opadvendte spidser, blev det fedtet ind med et cremeagtigt stof, som man kunne få på tuber. Hvad det hed, husker jeg ikke, men jeg erindrer, at far spøgefuldt kaldte det "Brajosk". Efter at far havde opgivet sit cykelstyr og kun havde nogle få studsede knurhår under næsen, lå tuben i flere år i en servanteskuffe. Jeg kan mindes, at jeg sommetider tog den frem, når jeg var alene i soveværelset. At skrue hætten af og snuse til indholdet, som havde en særlig medicinlugt,var som at blive sat tilbage i tiden og at sidde og tage på fars skæg. I fars sidste 15 - 20 år strøg han helt skægget og var glatraget.

Først i trediverne begyndte stationsbyens vækst at tage fart. Indbyggertallet steg og dermed børnetallet. Kravet om en skole i byen trængte sig på, og far var med til at føre an i dette kor.

Efter flere forhandlinger med sognerådet stod det klart, at man ikke formåede kommunen til at bygge skole. Man kunne jo i stedet måske bygge lidt til på skolerne i Viskinge og Gl. Svebølle, resolverede man. Men hermed var beboerne ikke tilfredse. Nu var man kommet i stemning til, at man ville se en egen skole rejse sig i byen. Inden længe lykkedes det da også at få samlet kapital og tegnet tilstrækkeligt med børn til, at man kunne tage fat på bygningen af en fri skole, og nu måtte både kommunen og staten være med. Jeg husker fars stolthed, da skolen var en realitet. Vore tre yngste søskende kom alle til at gå i den nye skole. Som lærerpar ansattes en tidligere friskolelærer fra Værslev og hans kone. De var ikke helt almindelige skolefolk. I deres tid blomstrede skolen. Undervisningen var lagt således til rette, at børnene elskede deres skole. De lærte også noget, og det rygtedes i en sådan grad, at skolen måtte sige nej til at modtage flere elever. Skønt der skulle betales en del for undervisning og bøger, var søgningen så stor, at lokalerne ikke kunne rumme alle, som gerne ville gå der.
Imidlertid kom skolen ikke til at fungere mere end otte - ni år som friskole. I 1937 vedtog regeringen loven om nedlæggelse af landsbyskolen og oprettelse af centralskoler, hvorefter børn fra såvel land som by kunne tilbydes den samme undervisning.

At denne proces kom til at vare længere end beregnet skyldtes, at 2. Verdenskrig brød ud i september 1939, hvorefter skolebygningen lå brak i ca. 10 år.

Omkring 1940 overtog kommunen dog friskolen ud fra den betragtning, at når tidens fylde kom, hvor der skulle placeres en central skole med overbygning af mellem- og realskole, som det hed dengang, så skulle loven naturligvis også omfatte de elever, som frekventerede friskolen. Heri var friskolekredsen enig med kommunen.

Læreren blev også efter mange og lange forhandlinger, til sidst på ministerplan, ansat som folkeskolelærer, skønt han ikke kunne fremlægge eksamensbeviser. Han havde i flere år arbejdet og boet i U.S.A, og nu hævdede han, at hans eksamenspapirer fra et amerikansk seminarium lå derovre. Under krigen var det ikke muligt at få dette bekræftet. Men han blev ansat. Senere gik det, til alles store overraskelse, galt for ham. Han, der blev betragtet som det fineste og mest kultiverede menneske i det lille samfund, blev, efter megen snak og mange rygtedannelser i byen, en dag anholdt og senere dømt for uterlighed overfor piger i skolen. Det var et mærkeligt tilfælde, som de fleste i begyndelsen nægtede at tro på, men som man, da han tilstod og blev dømt, følte som et slag i ansigtet. Ingen så ham nogensinde på egnen mere. Hvad far følte, ved jeg ikke. Han havde været med til at ansætte ham, at kæmpe for ham, da han skulle være folkeskolelærer og at forsvare ham, da rygterne begyndte at svirre. Nu så han ham bryde sammen i retten, hvor far var mødt op sammen med vor søster Norma på 12 år, der skulle vidne.

Sit landbrug drev far, som man nu dengang drev landbrug, uden de store eksperimenter. Der var ikke plads for store visioner, men far var ét med sin jord, sine dyr og sit hjem. Jorden var ikke af særlig god bonitet. Der var grus i underlaget og mange sten, som der jo er der på egnen. Som drenge var vi de første år med til at samle adskillige læs sten op på markerne.

Undertiden gik far og rev sten på overfladen sammen med en rive, og derfra læssede han dem på vognen med en stengreb. De første år blev der også brudt mange større sten op af jorden, sten som ploven tog imod. Overfladestenene i pløjelaget var ellers nærmest håndstore sten; dem var der til gengæld mange af. Man skulle synes, at det var en håbløs opgave, når markerne om foråret efter behandling var lige så stenfyldte, som før opsamlingen året før. Men hjulpet har det nu alligevel, for far nåede at opleve, at han i det store og hele kunne undgå at samle sten. De, der var, var mindre og ganske uskadelige og kunne let tromles i jorden.

Der blev aldrig investeret de store penge i nye maskiner. Først i 1935 fik far selvbinder, som han købte sammen med to andre naboer, så de også kunne lægge heste sammen, der skulle jo tre heste for binderen.

Tærskningen foregik ved hjælp af et tærskeselskab. Tærskeværk og lokomobil var fælles eje, og så gav man så meget for tærskningen, at udgifterne blev dækkede, som regel kostede det 1 kr. pr. tønde. Med arbejdskraft hjalp man hinanden.

Tærskningen foregik udendørs. Man havde sat kornet i stakke. Ingen havde nogen lade. Det betød, at man kun kunne tærske i tørvejr, men det betød også, at man på én gang fik hele høsten i hus, kernen på loft i stuehus og halmen over stalden. Spændende dage, også med hensyn til hvor meget det fyldte og foldede. Efter at far i 1956 holdt op med at drive landbrug, så man sjældent eller aldrig traver på markerne mere. Han oplevede ikke selv at få mejetærsket. Derimod fik han i flere år sprøjtet for ukrudt.

I slutningen af trediverne bedredes vilkårene meget for landbruget, idet Tysklands kolossale oprustning afstedkom et opsving i Europa, og da også Amerika var ovre de værste vanskeligheder fra de meget dårlige år, slog virkningen efterhånden også igennem her i vort land. Det var også nødvendigt efter de mange års deflation. En tid - over nogle år - havde landmændene fået tildelt svinekort gennem ministeriets landbrugsudvalg, det vil sige, at svineproduktionen var rationeret, idet svin, som leveredes til slagteriet uden medfølgende kort, afregnedes til en langt lavere pris.

Årene 1936-37 og ikke mindre 1938-39 var spændende og angstfyldte på grund af forholdene i Europa. Alle følte et tryk, som blev større og større. Omsider afløstes trykket af et chok, da krigsudbruddet kom den 1. september 1939.

Far var da 50 år gammel.

Økonomisk har far nok aldrig haft det bedre, end han fik i krigs- og efterkrigsårene, men det smertede ham alligevel at være tavst vidne til krigens gru. Mange danskere var efter år i armod, og det gjalt i særdeleshed mange landmænd, blevet slået af de tyske sejre og det tyske folks vilje og evne til at stå på egne ben, at de var blevet tyskorienterede og påvirket af den tyske lige-på-og-hårdt-mentalitet, som de havde oplevet gav så gode resultater. Krigens rædsler undlod de indtil videre at beskæftige sig med, idet de vel mente, Tyskland måtte vinde krigen i løbet af et år eller så.

Far lod sig aldrig nogensinde imponere af den tyske overlegenhed og fremmarch. Her var han fuldkommen ren, om nogen var. Der var nogle tyske sympatisører i sognet, men far indlod sig aldrig i nogen diskussion med dem. De vidste, hvor de havde ham, og at han ikke var til at vinde for deres ideer.

Heller ikke en bevægelse som Landbrugernes Sammenslutning, L.S., en landsomfattende organisation, der efterhånden udviklede sig til en politisk fraktion med stærke tyske sympatier, fik nogensinde det mindste greb i far. Han var rodfæstet i dansk tradition, han var bundet af familiebånd, han var plantet midt i den danske jord og var derfor så dansk som nogen. Dertil kom, at han hadede krigen, og han var fuldt og helt på det rene med, hvem der havde startet den.

Han følte stærkt med dens ofre, med jøder, polakker, nordmænd og alle som led ondt. Han led med dem, hvis pårørende blev henrettede.

Krigen 1939-45 sled sig langsommeligt afsted. Tiden vekslede mellem nederlag og sejre, mellem frygt og håb. Mange familier led slemt under mangelen på brændsel. Der var jo lukket helt af for tilførsler fra udlandet. Dog tror jeg nok, at offentlige institutioner som hospitaler, skoler m.v. fik en lille tildeling koks fra Tyskland, i hvert fald i krigens første år.

Hjemme manglede vi ikke brændsel, selv om der naturligt nok blev sparet på det. Dengang var der ingen, som fyrede i mere end ét rum til daglig.

Far kørte nemlig tørv på Lille Åmose hver sommer i tørvesæsonen. I den anledning havde han rig lejlighed til at købe gode tørv til den rigtige pris. Og far købte gerne rigeligt.
Ligeledes var der lejlighed til i ny og næ at få en sæk brænde fra savværket uden om rationeringen. Alt træ fra skove var nemlig rationeret.

Der blev skåret mange tørv på den egn i de varme krigssomre. Alt kunne afsættes, selv dårlige tørv, og dem var der mange af. Der blev givet tilskud fra staten på iværksættelse af tørveproduktion, og mangen en fattig mand, som ejede en mager eng med tørv under, blev pludselig velstående, de største blev rene matadorer.

Det var en mærkelig foreteelse, at mens vi i krigens tre første år havde nogle vidunderlige somre, havde vi til gengæld nogle helt usandsynlig kolde vintre med rekorder i lave temperaturer overalt i Europa.

Først i krigens begyndelse fik hjemmet indlagt elektrisk lys, idet man kunne få tilskud til den slags arbejder. Et radioapparat blev også først anskaffet omkring 1941, så nu var man i stand til at høre budskaberne ude fra verden via B.B.C. i London. Det var en stor oplevelse at sidde og høre på alle de aktiviteter, som foregik ude omkring i Europa, i Afrika, i Østen og ude på havene og senere i Amerika. Det var jo oplysninger, man ikke fik i radioudsendelserne her hjemme fra, som var tysk kontrollerede.

En egen opløftende stemning bredte sig, da man hørte om invasionen i Normandiet i 1944, men den største og mærkeligste oplevelse var dog at høre budskabet om Tysklands kapitulation den 4. maj om aftenen efter mere end fem års besættelse og frihedsberøvelse.

Men efter fest- og glædesrusen meldte hverdagen sig igen med dens problemer og mangel på mangfoldige daglige ting.

På tørvemosen var der livlig aktivitet i endnu fire-fem år, selv om det største tryk gik af kedlen efter et par års forløb.

Far var da også med i disse første par år, ligesom han havde lidt skovarbejde på Svebøllegavn om vinteren, men ellers helligede han sig pasning af hus og hjem, jord og dyr. Far havde som regel fire-fem køer, et par kvier og kalve, 12-16 grise og et par søer. I al sin tid ved jordbruget - 30 år - havde han kun fire heste. Han passede godt på dem.

Far var familiemenneske. Han holdt af alle i den store familieflok. Han nærede pietet overfor de gamle og de afdøde. Far kørte i mange år, ja, i alle de år jeg kan mindes, så længe kræfterne slog til, på Værslev kirkegård med grønt til de gamle grave ved juletid. Her lå Benthe og hende vi kaldte tante Ingeborg begravede. Deres grave er blevet sløjfede omkring 1950. Men forinden havde far påtaget sig julepyntningen af to dobbeltgravsteder på Viskinge Kirkegård, nemlig morfars og mormors og hans egne forældre, farfar og farmor.

Da alle vi børn efter krigen var kommet hjemmefra, Norma var den sidste, som blev gift,

1948, fik far og mor mere tid tilovers til at pleje familielivet. De elskede at se os alle hjemme, efterhånden med den næste generation i vækst. Og her mødte vi da alle op, til julefester og i sommerferier, undertiden blot på en almindelig søndagsvisit. Efterhånden fik de fleste jo biler at køre i, så transporten ikke længere var et problem.

Det var ikke far, som skrev breve til familie, når dette var nødvendigt, ej heller julekort og hilsner, nej, det var altid mor. Inden telefonen blev almindelig, blev der skrevet breve i et omfang, som unge mennesker i dag ikke kan forestille sig - men det var altså ikke lige fars livret. Jeg tror, at jeg i min tid har fået ét eneste brev fra far. Det må have været engang, mor har været syg, at han har været nødt til at skrive. At tale i telefon brød han sig heller ikke om, og han kom aldrig til at kunne lide det.

Første januar 1956 afstod far ejendommen til vor ældste bror, Therkel. Det skulle han nok ikke have gjort.

Hvad der egentlig er hændt reelt, ved jeg ikke tilstrækkeligt om, til at kunne beskrive det, men der opstod en konflikt, som ikke lod sig løse, og som greb meget dybt ind i familieforholdet, hvor det bredte sig som ringe i vandet til stor skade for alle parter. Therkel solgte ejendommen efter et par års forløb, men kom aldrig rigtig på talefod med far igen. Jeg skal ikke dømme, men blot konstatere, at for den øvrige familie, som jo ikke kunne være helt uberørte af parternes holdninger, forekom hændelsen, som efterhånden var latent, helt uforstående og meningsløs.

Far og mor flyttede til Viskinge, hvor de havde købt det næstsidste hus i byen mod vest. Her havde de en række gode år.

Far var naturelsker. Han frydede sig over årstidernes og vejrets vekslen, over forårets komme og alt det skønne ude i naturens store have. Men mest glædede han sig nok ved fuglenes sang. Det lå for ham at iagttage fugle, rovfuglens jagt, mågernes høje svæv, svalernes styrtdyk og lærkernes vaklende stigning, når den slår sine triller. På sine gamle dage ønskede han sig en kikkert, hvori han kunne iagttage fuglenes adfærd. Han fik sin kikkert, som han i flere år brugte flittigt, når han om sommeren sad i haven.

Jeg deltog ikke i mors og fars sølvbryllup den 6. maj 1937, idet jeg på det tidspunkt var soldat, men indlagt på sygehuset i Stege på Møn med skarlagensfeber. Festen holdtes i al beskedenhed med den nærmeste familie; men der var da musik (to mand) tidligt om morgenen.

Ved deres guldbryllup i 1962 var økonomien bedre - landet gik ind i velfærdssamfundet - og her var nok ca. 70 gæster, som fik flere retter mad og vin til maden. Rammen om festen var et lejet telt, som var stillet op i haven hos vor søster Stella og hendes mand, Tage [72], som nogle år forinden også havde erhvervet hus i Viskinge. Det var store dage, når den hele familie på både fars og mors side var samlet. Det var samvær og folkelighed af højeste karat.
Jeg husker naturligvis også deres "runde" dage, både da de fyldte 60, 70, 75, 80 og 85. Kun far nåede at fylde 90 år.

I 1972 fejrede de diamantbryllup, som blev holdt i Værslev Forsamlingshus, men nu var en del af familien blevet så aldersstegne, at der manglede en del af dem.

Alligevel opnåede far og mor endnu en gang at se det meste af hele den store familie samlet, idet de kunne fejre krondiamantbryllup den 6. maj 1977. Dette skete ved en sammenkomst i Bjergsted forsamlingshus, hvor der var samlet ca. 65 mennesker, heraf var omkring de 10 mere end 80 år gamle. Det var en dejlig fest med spisning, kaffe, musik og dans.

Da far omkring to år senere fyldte 90 år, skete det ved en kort sammenkomst på hjemmet, hvor de boede. Her deltog de fleste af familiens medlemmer, men mor var på dette tidspunkt stærkt afkræftet, så stærkt, at hun blev kørt til og fra i en kørestol. Hun var ikke i stand til at deltage i nogen anden form for selskabelighed.

I 1975 var helbredet ikke så godt hos hverken far eller mor. De havde begge været på sygehus i Kalundborg et par gange. Far havde fået lidt sukkersyge og skulle holde diæt. Mor var opereret for en svulst i underlivet. De var heller ikke så åndsfriske mere. Mange frygtede, at de ikke ville kunne klare husholdningen selv. Vi fik dem derfor overtalt til at flytte til Bregninge, hvor de fik ophold på plejehjemmet "Ellebo". Her blev de passet godt med både mad og venlighed, samtidig med, at de havde deres fulde frihed til at besøge børn, slægt og venner, selv om vennerne efterhånden var blevet få på grund af alder og dødsfald.

Man kan stille sig selv det spørgsmål, om det er den helt rigtige optræden overfor gamle aftjente forældre at få dem anbragt på institution? Spørgsmålet svæver i luften. Jeg kan ikke besvare det. Når jeg tænker på mine to par bedsteforældre, som alle døde hjemme med deres nærmeste omkring sig, er der flere grunde til, at jeg heller ikke synes, det var en helt ideel dødsmåde. Også deres sidste leveår har været barske.

Når blot børn og slægtninge vil huske at aflægge besøg og gøre det af egen fri vilje så ofte det er muligt, har jeg ikke et bedre alternativ at stille som erstatning.

I begyndelsen af sit ophold på "Ellebo" ville far gerne ud at besøge brødre og søstre og andre slægtninge. Det kom han også, så snart lejlighed gaves.

Far var sine seneste par år en skygge af sig selv. Mors sygdom var en belastning for ham. Han blev træt og mærkelig. Da hun døde, var det som om far livede op. Men kun for en kort stund. Det gik stærkt ned ad bakke. Den sidste måneds tid var far sengeliggende. Han havde ingen livskraft tilbage og var knap sig selv. De sidste par dage reagerede han ikke og tog ingen føde til sig. Vi ventede kun.

Far døde midt på formiddagen den 20. marts 1980.

Vi var nogle stykker hos ham, da han gik bort.

(Skrevet af Erland Pedersen)
________________________________________________________________________

Tekst fra bogen: Holbæk amt. Træk af amtets historie med efterfølgende biografier.
Udgivet af Dansk Kulturhistorisk Forlag, 1947.

"Boelsmand Karl Christian Petesen Svebølle, overtog sin Ejendom 1926 efter Udstykning fra "Svebøllegavn". Han er født 8. April 1889 i Aarby , hvor Forældrene , Hanne og Ole Peter Petersen, boede. Hustruen . Margrethe Cathrine Petersen, er født 27. August 1891 og er Datter a f Anna Cathrine og Niels Peter Therkelsen ved Snevris Skov. Bygningerne er opført 1926, og Arealet er ca. 10 Td . Land, der baade er merglet og drænet. Besætningen er paa 1 Hest, 4 Køer og 2 Ungkreaturer samt 5 Svin. Kvæget er af R.d.M. Arealet er god, gammel, veldyrket Jord , der er i god Drift, og de nødvendige Maskiner og Redskaber er i Tidens Løb anskaffet . - Matr. Nr. 2 c, i . - Ejendomsskyld 13.000."
_________________________________________________________________________

  Begivenheder i hans liv:

1. Konfirmation, 19-4-1903, Aarby Kirke, Aarby Sogn, Ars Herred, Holbæk Amt.

2. Flytning til ny bopæl, 1926, Svebølle.

Tekst fra bogen: Holbæk amt. Træk af amtets historie med efterfølgende biografier.
Udgivet af Dansk Kulturhistorisk Forlag, 1947.

"Boelsmand Karl Christian Petesen Svebølle, overtog sin Ejendom 1926 efter Udstykning fra "Svebøllegavn". Han er født 8. April 1889 i Aarby , hvor Forældrene , Hanne og Ole Peter Petersen, boede. Hustruen . Margrethe Cathrine Petersen, er født 27. August 1891 og er Datter a f Anna Cathrine og Niels Peter Therkelsen ved Snevris Skov. Bygningerne er opført 1926, og Arealet er ca. 10 Td . Land, der baade er merglet og drænet. Besætningen er paa 1 Hest, 4 Køer og 2 Ungkreaturer samt 5 Svin. Kvæget er af R.d.M. Arealet er god, gammel, veldyrket Jord , der er i god Drift, og de nødvendige Maskiner og Redskaber er i Tidens Løb anskaffet . - Matr. Nr. 2 c, i . - Ejendomsskyld 13.000."

Carl blev gift med Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67] [MRIN: 26], datter af Niels Peter (f. Nielsen) Therkelsen [150] og Anna Cathrine (F. Mouritsen) Therkelsen [151], den 6-5-1912 i Viskinge Kirke, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt. (Husmoder Magrethe Katrine (f. Nielsen) Pedersen [67] blev født den 27-8-1891 i Vejlemaen, Værslev sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt, dåb den 28-8-1891 i Hjemmet i Snevris, Vejlemaen, Værslev Sogn, Skipping Herred, Holbæk Amt, døde den 10-7-1979 i Ellebo Plejehjem, Bregninge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt og blev begravet den 14-7-1979 på Viskinge Kirkegård, Viskinge Sogn, Skippinge Herred, Holbæk Amt.)

  Begivenheder i deres ægteskab:

1. Sølvbryllup, 6-5-1937, Svebølle.
Foto: Familie og venner foran statshusmandsbruget i Svebølle

2. Diamantbryllup, 6-5-1972, Værslev forsamlingshus.
Foto: Fra venstre: Erland, Margrethe, Stella, Christian, Norma, Henri og Alex

3. Krondiamantbryllup: Fest kl. 12:30 med hele familien, 6-5-1977, Bjergsted Forsamlingshus.
Foto: Artikel fra Holbæk Amts Venstreblad om krondiamantbrudeparret.